Inspireret af jeres kommentarer og gode eksempler og fortællinger fra feltarbejdet, er her et indlæg i vores faglige udveksling på tværs af landsdelene.
Den norske barndomsforsker, Ivar Selmer-Olsen, fortæller en anekdote (citeret efter hukommelsen): Det drejer sig om en mand, der en mørk nat har tabt sine nøgler, hvorefter han giver sig til at lede efter dem under gadelygten. Da en anden mand kommer forbi og bliver sat ind i sagens sammenhæng, undrer han sig og spørger, hvorfor manden kun leder lige under lygten. Til det svarer manden: Det er det eneste sted, der er lys!
Jeg tænkte på den i forbindelse med jeres feltarbejde: Hvad har I fundet? Og har I ledt andre steder end lige under lygten. Eller har beskæftigelsen med børn – ud fra nogle børnekulturelle blikke, kastet lys over områder, hvor I ikke før har ledt?
Hvis I nu ser anderledes på børn, barndom, børnekultur – hvori består så forskellen? Hvis I mener I er blevet klogere, hvad er I blevet klogere på? Hvad er det særlige ved at være på feltarbejde, udstyret med en særlig optik?
Viden som begreb og fænomen er omdiskuteret, også i pædagogisk praksis og forskning – og jeres feltarbejde drejer sig jo også om det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Hej Povl
I mit feltarbejde syntes jeg at jeg kom lidt væk fra lygten, jeg blev meget overrasket da jeg havde fået et rim fra min søn på 6 år det var det han forstod ved en vits, da jeg så ved et tilfælde spurgte hans ven på 6 år han kunne en rigtig god vits, den forskel på 2 drenge på samme aldre deres forskellige forståelse hvad en vits er.
Jeg havde også valgt de børn, som jeg arbejder med drenge på 10 år. (autister), der var en dreng, som kunne fortælle en rigtig lang vits helt rigtig, en anden dreng ville fortælle den samme vits, det kunne han ikke uden mange fejl, men han var så god til, hurtig opdigte korte alle børnene vitser.
Jeg valgte også ubevist en af drengene helt fra fordi han slet ikke viste hvad en vits var, det har jeg tænkt meget over, og jeg har fået ham med i fællesskabet efter mit feltarbejde, for det rørte noget i mig, som jeg bare måtte gøre noget ved, så det har jeg gjort og det var en rigtig god oplevelse også for ham :-)
Så det særlige ved mit feltarbejde var nok at se den forskel på børn i samme alder, hvad de forstår ved en vits, og så at jeg kunne give den her dreng, en forståelse af hvad en vits er.
Hilsen Lena pn1145
Det er lige præcist det, jeg mener med voksenfilteret, Lena. Når vi ser børn og unge, ser vi dem fra en speciel voksenvinkel. Ofte med fokus på udvikling. Vi har så svært ved at se den betydning det, vi iagttager, har for barnet og den unge. Hvorfor gør de det? Hvad bruger de det til? Hvilken funktion har det i børnefællesskabet?
Den slags overvejelser er det (også) vigtigt at gøre sig, når man skal tilrettelægge pædagogisk arbejde.
Havde vi mere tid, kunne vi diskutere, hvordan kan vittigheder inddrages i pædagogisk arbejde? Det kunne give anledning til mange spændende diskussioner..... Skal det iscenesættes eller bare opstå af sig selv? Skal det passes og plejes eller gror det bedst alene? Skal det have et formål (læring) eller skal det være spontant (leg)?
Men forud for en besvarelse går selvfølgelig en viden om vittighedernes brug og funktion (Uf. Nu lyder jeg helt mekanistisk - sådan er det ikke ment *G*
Hej Lena, ja det er bare endnu et godt eksempel fra jeres feltarbejde. Jeg tror, man skal være opmærksom på, at genrebetegnelser jo er de voksne (eller forskeres) måde at indfange, begrebsliggøre og systematisere "noget", og børn lærer som først disse genrebenævnelser et sted mellem ca. 5 og 12 års alderen.
Hej Lis ja den diskussion vil jeg gerne være med til, der kunne der helt sikkert komme mange forskellige meninger op til diskussion spændende :-)
Hilsen Lena
Send en kommentar