Børn fortæller stadig vittigheder

Bloggen kører videre, selvom foråret vist er lige på trapperne. Nye indlæg dukker op, når tid og inspiration er tilstede.

I denne uge har bloggen haft fint besøg af Lis Faurholts netstuderende på pædagoguddannelsen i Haderslev; og tak til studerende og Lis for godt samarbejde. Det er svært med få ord at opsamle erfaringer fra vores faglige udveksling og samarbejde, men noget har jeg lyst til at fremhæve:
- De mange gode eksempler fra jeres feltarbejde - og både løse tanker og mere dybtgående reflektioner herover. Børn har tydeligvis stadig både et repertoire og lyst til at fortælle vitser, hvis nogen ellers lytter og er interesseret. Mange eksempler og fortællinger fra feltarbejder viser også, at vitser på samme tid er noget småt og overskueligt - og samtidig noget, der kan belyses og forstås ud fra mange vinkler: som kulturelle udtryk, der fortæller en historie i symbolsk, æstetisk form, bl.a. om at være barn og del af et samfund. Vitser er også sprog (herunder kognitive kompetencer), og de indgår i mange former for kommunikation, der rummer mange aspekter ved nærmere undersøgelse, fx tur-tagning, rollefordeling, dueller/"fights".
- Der er også en interessant diskussion om, hvilken rolle legekulturens genrer og udtryksformer skal spille i pædagogiske institutioner. Skal der være plads til dem, og er det ligefrem noget man skal "fejre og give en platform at udfolde sig på", tydeliggøre og skabe tid og rum for - eller må legekulturen klare sig selv, som den nu kan.
Tiden eller den statslige regulering af det pædagogiske arbejde har stærk tendens til at tænke i mål og midler, i en instrumentel fornuft. Her kunne spørgsmålet være: Skal alt hvad der foregår i institutioner være nytteorienteret eller er der også fænomener, fx humor, livsglæde, glæde ved sproget, der har en egenværdi.
Og i forlængelse heraf: Hvad kan/skal pædagoger være og gøre? Skal de selv gå forrest og fortælle historier? Hvornår skal de blandes sig og censurere eller påtale vitser, som måske er problematiske?
- Forholdet mellem mundtlighed og de nyere medier er også blevet berørt. Hvad sker der, når de nyere medier og det man kunne kalde "folkelige" genrer og udtryksformer mødes og fungerer sammen?

Tak fordi I ville lege med! Det har været inspirerende og udfordrende, og heldigvis er forløbet endt med, at vi nu kan stille en række nye og interessante spørgsmål og ikke kun har leveret færdige og mekaniske svar på noget, som "bare er en vittighed".