Den gode fortæller (II)

Kan du ikke skrive noget om den gode fortæller?, foreslog Lis Faurholt, da vi planlagde pr. mail.

At være en god fortæller kræver mindst: 1) et repertoire og 2) at være god til at fortælle i situationen. Og det sidste indfanges kun med besvær med ord: Hvad skaber en god stemning? Hvorfor kan visse fortællere fascinere tilhørerne? Og andre forvandler selv den bedste vits til noget slapt og kedeligt?
Mindst to forhold spiller ind:
At fortælleren har et udtryksbehov – at en historie er vigtig at få fortalt og/eller at fortælleren bare må anbringe sig selv i fortællerrollen.
At fortælleren tør sætte sig selv på spil (og risikere en fiasko) for øjnene af andre.
Men det er jo samtidig karakteristisk ved kommunikation og mundtlig fortælling, at tilhørerne også er medskabere af situationen! Alle er deltagere og bidrager.

Et andet aspekt af fortællingen drejer sig om, ”hvem fortæller hvad til hvem i hvilke situationer”. Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I bør være kritiske overfor! Og passer de (stadigvæk), når man holder det op mod jeres eget feltarbejde og erfaringer i øvrigt?

Den svenske etnolog Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår”.

Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien (eller dele af den er samlet). Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller. I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.

Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire, ofte med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, men uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.

I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.

Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.

De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.

I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.

Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel. Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk. Men har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved Roos undersøgelse?