lørdag den 15. marts 2008

På feltarbejde blandt børn og vitser (I)

Under det første feltarbejde med indsamling af børns gåder og vittigheder, var jeg spændt og nervøs. Ville de synes, jeg var en underlig fyr, der interesserede sig for deres gåder og vitser. Ville de i det hele taget fortælle mig nogen vitser? Kunne de fortælle nogle, havde de et ”repertoire”?
Selvfølgelig ville de – og de er ofte stolte og fortæller løs, når de lige har set en an eller hørt lidt om, hvorfor man er nysgerrig på deres vitser.

Ofte havde jeg båndoptager med og så sad vi rundt om et bord – fra 2 til omkring 14 børn. Selv når mange ville fortælle, ventede de som regel på, at det blev deres tur til at fortælle.
Når flere børn er sammen, sker det ofte, at vitsen som en fortæller, hjælper andre til at komme i tanke om de vitser, som de selv kan.
Andre gange er jeg gået rundt på institutionen med båndoptageren og opsøgt et eller flere børn, hvor jeg nu mødte dem. ”Har du/I lyst til at fortælle en vits?” – og når de ikke havde lyst, var det bare videre. Sommetider er de kommet i tanke om, at de alligevel havde en vits og er kommet igen for lige at få den fyret af.

I forbindelse med større indsamlingsarbejder, har jeg sommetider aftalt med børn og pædagoger, at børnene fik et lille hæfte med de vitser, jeg havde samlet på deres institution – så var det en form for gensidighed og tak for deres hjælp. Måske kan det være praktisk, at lade pædagogerne udøve censur – inden hæfterne uddeles, navnlig hvis mange af vitserne sjofle eller har et etnisk indhold, som måske kan støde, når de bliver bragt i en ”forkert” kontekst. Men hvordan I gør, må bero på jeres dømmekraft og kendskab til institutionen og dens kultur.

Husk at det er muligt at finde børn – også udenfor institutionerne. Så opsøg dem på sportsanlægget, gaden, indkøbscentret, eller hvor de nu er. Spørg også til ”kilderne” – hvor har de deres vitser fra. Fra nettet, fra Anders And blade, eller andre børn. Særligt mindre børn kan som regel meget præcist huske: Den her, har jeg hørt fra min fætter!

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

PN 1143 Kim F. Michelsen
Hej Povl, dette indlæg får mig til at huske tilbage på en opgave fra Lis, hvor vi skulle indsamle vitser fra børn, jeg indsamlede mine på SFO,en i Bevtoft.
Efter at have fået tilladelse fra den daglige leder, fandt jeg nogle børn i et sov/legerum, de var i alderen 9,½ år til 10 år, først var de meget pjattede men da de blev mere trygge ved mig begyndte de at fortælle, det var under forløbet meget tydeligt at pigen som var 10 år, var mere sproglig udviklet end drengene, og hun derved dominerede fortællingerne, samtidig viste hun også en større forståelse for pointen i vittighederne, er dette noget du kan nikke genkendende til, fra dine indsamlinger MVH Kim

Anonym sagde ...

PN 1143 Kim F. Michelsen
Lige en kommentar mere!
Jeg vil give dig ret i vigtigheden af en evt. censur, især når der forekommer vitser eller humor med etnisk pointe. På den anden side mener jeg også, at humoren kan bygge bro og bånd til forskellige kulturer og til forskelligheden i sig selv. De netop aktuelle Mohammed tegninger er desværre et modsat eksempel på dette. Et eksempel, hvor kun den ene part forstår humoren og pointen, og den anden føler sig udsat og forurettet.
Jeg arbejder selv med en minoritetsgruppe med meget forskellige tilhørsforhold og problematikker, og er derfor ofte i kontakt med den rå og humoristiske omgangstone, der enten deler flokken eller samler dem. MVH Kims

povl bjerregaard sagde ...

Jo, selvfølgelig hænger sproglige kompetencer sammen med at fortælle, og det har jeg også set. Skulle man udforske området yderligere, var det en god ide at se på, at der findes mange aspekter af sproglige kompetencer.

Til din 2. kommentar
Det er interessant, når du skriver, hvordan omgangstonen evt. rå eller humoristisk) deler eller samler gruppen. Har du noget bud på, hvad der samler?

Dine erfaringer og forskningen i øvrigt fremhæver jo, at humor på den ene side er (næsten) universel, dvs noget de fleste kulturer har og udfolder, men på den anden side er humoren og dens former og udtryk også stærkt kulturspecifik, helt ned i meget små grupper.

Anonym sagde ...

PN 1143 Kim F. Michelsen
Nogle bud på hvad der kunne samle.
Når vittigheden bliver fortalt, og evt. brugt mod en udeforstående eller pædagogen, dette virker samlende på gruppen den bliver fortalt i.
Når der bruges ironi/humør som de kan spejle sig selv i, på en positiv måde.
Igen også når ironien bruges mod en udeforstående, ses det også samlende i gruppen, dette kan så have en negativ bagside, nemlig at der bliver gruperinger/klikke dannelser.
En anden måde den ironiske humør også kan bruges på, er i samtalen mellen beboer og pædagog, og når den bruges så beboeren kan spejle sig selv i det, på en positiv måde, kan det virke som en god indgangsvinkel i kontakten til vedkomne, og igen kan den bruges i formidlingen af kollektive budskaber, som så bliver nemmere at forholde sig til når det bliver formidlet på denne måde, da virkeligheden tit er for skræmmende for disse mennesker.
fortsat god dag MVH kims