På feltarbejde blandt børn og vitser (I)

Under det første feltarbejde med indsamling af børns gåder og vittigheder, var jeg spændt og nervøs. Ville de synes, jeg var en underlig fyr, der interesserede sig for deres gåder og vitser. Ville de i det hele taget fortælle mig nogen vitser? Kunne de fortælle nogle, havde de et ”repertoire”?
Selvfølgelig ville de – og de er ofte stolte og fortæller løs, når de lige har set en an eller hørt lidt om, hvorfor man er nysgerrig på deres vitser.

Ofte havde jeg båndoptager med og så sad vi rundt om et bord – fra 2 til omkring 14 børn. Selv når mange ville fortælle, ventede de som regel på, at det blev deres tur til at fortælle.
Når flere børn er sammen, sker det ofte, at vitsen som en fortæller, hjælper andre til at komme i tanke om de vitser, som de selv kan.
Andre gange er jeg gået rundt på institutionen med båndoptageren og opsøgt et eller flere børn, hvor jeg nu mødte dem. ”Har du/I lyst til at fortælle en vits?” – og når de ikke havde lyst, var det bare videre. Sommetider er de kommet i tanke om, at de alligevel havde en vits og er kommet igen for lige at få den fyret af.

I forbindelse med større indsamlingsarbejder, har jeg sommetider aftalt med børn og pædagoger, at børnene fik et lille hæfte med de vitser, jeg havde samlet på deres institution – så var det en form for gensidighed og tak for deres hjælp. Måske kan det være praktisk, at lade pædagogerne udøve censur – inden hæfterne uddeles, navnlig hvis mange af vitserne sjofle eller har et etnisk indhold, som måske kan støde, når de bliver bragt i en ”forkert” kontekst. Men hvordan I gør, må bero på jeres dømmekraft og kendskab til institutionen og dens kultur.

Husk at det er muligt at finde børn – også udenfor institutionerne. Så opsøg dem på sportsanlægget, gaden, indkøbscentret, eller hvor de nu er. Spørg også til ”kilderne” – hvor har de deres vitser fra. Fra nettet, fra Anders And blade, eller andre børn. Særligt mindre børn kan som regel meget præcist huske: Den her, har jeg hørt fra min fætter!