Velkommen igen - også til Lis Faurholts netstuderende.
Jeg håber I og alle andre vil debattere, udveksle erfaringer, ideer og fortællinger, stille spørgsmål og ... alt det, som vi sammen kan udvikle i en blog, der har et fagligt fokus.
Jeg har før, sammen med Lis, haft liv i bloggen. Nogle ældre indlæg er slettet, andre er genudgivet i ændret form, bl.a. fordi andre studerende har inspireret til nye vinkler, ideer og debatter. Nogle gamle poster er stadig på bloggen, herunder også med studerendes kommentarer.
Denne gang har vi inviteret Klaus Nedergaard, pædagog og leder af byggelegeplads i Hvidovre, til også at blande sig, i det omfang han har tid og mulighed - og derfor også velkommen til Klaus i den kommende uge. Klaus er også aktiv i bl.a. Dansk Legeplads Selskab.
God arbejdslyst!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
14 kommentarer:
test
Hvad jeg finder mest interessant i diskussionen er hvorvidt den voksne, som min medstuderende, Lena, skriver (som kommentar til et af dine tidligere indlæg, "Den gode fortæller (II)"), gerne må blande sig, gribe aktivt - eventuelt "irrettesættende" - ind i børns legekultur eller forholde sig passivt observerende heroverfor. På studiet har jeg mødt stor interesse for sidstnævnte tilgang til legekulturen. Ja, det umiddelbart positive ved denne tilgang er vel at den trodser autoritetsdominans. Men fra en anden vinkel kan det vel have en hæmmende virkning, idet det hindrer barnet i at forholde sig nysgerrigt over for aspekter af dagligdagen, der ikke lige handler om barnets egen indre verden. I mit feltarbejde begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om den voksne ikke alligevel bør forholde sig mere autoritært i stedet for evindeligt at "lægge sig på bølgelængde" med det enkelte barn, hvilket umiddelbart må få den konsekvens at barnet bliver meget opmærksomt på dets egen indre verden. Vi må vel alle have en interesse i at være med til at udvikle børns empati og interesse for sine medmennesker. Det er selvfølgelig yderst interessant med iver at være lutter ører, hvilket jeg også har været i mit feltarbejde. Men som pædagogstuderende har jeg ligeledes interesse for, hvordan jeg i mit arbejde efter endt uddannelse bør forholde mig over for de børn og unge, jeg eventuelt kunne komme til at arbejde med. For at "nå" den unge, ses blandt pædagoger ofte en tendens til dybdegående at lære den unges horisont og indre verden at kende. Undervisere og pædagoger idag har tilsyneladende en langt større interesse for det individuelle barns indre verden, end de havde for blot få årtier siden. Men efterhånden som tingene har udviklet sig i denne retning, præges nutidens ungdom så ikke også af en tilsyneladende større egocentrisme end før? Muligvis bevæger jeg mig for langt væk fra emnet men ville da lige dele det med jer andre, nu hvor det egentlig var dette, jeg satte størst spørgsmålstegn ved under mit feltarbejde.
MVH
Ditte, PN1171
Hej..
Alle børnene vitser er rigtig sjove for børn i alle aldre, fordi man netop selv kan opdigte. Det er en meget god måde at få tiden til, at gå med. Det er i hvert fald hvad jeg selv har erfaret :)
Det at børnene samtidig med at de fortæller vitser også på en måde får fortalt hvem de er i "gruppe" med, har jeg aldrig lagt mærke til før, men hvor er det rigtigt. I mit feltarbejde kunne jeg også se det da der var tre knægte der byggede videre på hinandens vittigheder.
Mvh Helle pn1161
Det jeg finder ret sjov er børns måde at lege med ord på. En aften for nogle år siden,står vi og laver frikadeller Frederik er vel omkring 6 år og Cathrine er ca. 3. Så spørger Cathrine hvad er det?? Frederik svarer det er fars, hvortil Cathrine ret forudrettet svarer det er da også mors....Ha
Ordenes dobbeltbetydning sort på hvidt. Altså vittigheder kan jo fortælles på alle niveauer og alderstrin uden de egentligt er ment som en vittighed, men derudover som en læringsproces af det danske sprog.
Jeg har virkelig haft det sjovt under denne proces omkring feltarbejde. Bare det virkelig at studere børnene når det "rigtig kører" varmer helt ned i storetåen. Det er en kultur vi alle skal værne om, da den giver så meget, hvis man tager sig tid til den....
Mvh. Rikke pn1170
Ditte har fat i en god debat i sin kommentar, som jeg håber andre vil følge op på.Jeg får kun lyst til at sige, at det vel ikke behøver være et enten/eller - ja, jeg vil sige, at det bør være et både/og.
Både at give plads og rum til legekulturen, og samtidig også udfordre, inspirere og forstyrre børns verdensbillede. Til det sidste hører vel at præsentere dem for fx fortællinger, de ikke vil finde af sig selv og udfordre, inspirere dem med andre udtryksformer; sat på spidsen kunne man spørge: Skal vuggestuebørn ikke have lov at høre opera!
Helles indlæg peger bl.a. på noget, som forskeren Flemming Mouritsen (og andre før ham)nævner som karakteristisk ved legekultur: at den trækker på en række faste formler, man kan improvisere over. Alle børnene genren viser det fint med den enkle form, som ligefrem indbyder til at man improviserer og skaber nyt - ofte tæt knyttet til den aktuelle situation.
Rikke fortælling viser, hvordan sproget jo (heldigvis) er tvetydigt og aldeles ulogisk. Og denne "mangel på logik" er tit sjov at udforske med børn, fx en cykeltyv stjæler cykler, men en butikstyv stjæler ikke butikker.
Halfdan Rasmussen, Benny Andersen og sommetider Johannes Ølmave (Møllehave)har et veludviklet blik for disse sproglige finurligheder.
Det er bestemt også indtil videre min egen indstilling, at man bør stile efter et både/og. Spørgsmålet er så bare i hvor høj grad, man bør give rum til legekulturen, og i hvor høj grad man bør inspirere og forstyrre. En af grundene til, at jeg bringer det op er, at jeg, da jeg boede hos min familie i Israel (som jeg først lærte at kende som 17årig for 4 år siden), havde en fantastisk oplevelse blandt mine yngre søskende i landet. De er vokset op med en relativt strengere, ikke nær så attentiv, opdragelse, hvor der er et langt større fokus på "gruppen" end på individet. En af de ting, der rørte mig meget var oplevelsen af, at mine søskende virkede meget mere nysgerrige og interesserede i deres medmennesker, end børn i Danmark i mine øjne gerne gør. Ligeledes erfarede jeg en overvældende taknemmelighed blandt dem, selv for det mindste der blev dem givet. Netop idet, du stiller spørgsmålet, "skal vuggestuebørn ikke have lov at høre opera?" kan det bestemt relatere til mine søskende. De udsættes jævnligt for stof, der ikke just ved første øjekast må siges at være stimulerende for deres aldersgruppe. Alligevel drages de af det, muligvis på grund af det lidt mystiske aspekt hos det. Jeg oplevede dem aldrig distancere sig fra det fremmede blot fordi, de ikke følte, det havde noget med dem selv at gøre. Men jeg oplever til tider en tendens blandt børn og unge herhjemme til at lægge en generel distance til, hvad der ikke lige umiddelbart har med dem selv at gøre. Til dit sidste spørgsmål har jeg altid selv tænkt, at visse former for klassisk musik kunne tænkes at have en gavnlig virkning på barnet, men det er en helt anden diskussion. For at komme til sproget, hvilket denne diskussion jo i høj grad lægger op til, fandt jeg blandt mine søskende en næsten skræmmende nysgerrig tilgang til sproget. De vitterligt hungrede efter at lære nyt og udvikle deres sprog, og indbyrdes havde de en tilsyneladende fri ubegrænset legekultur, men de havde samtidig en vis intuitiv tilgang til hvordan de skulle forholde sig til mig, deres ikke-jødiske fremmede søster fra Danmark. Den filosofi jeg mødte oftest var, at man sagtens kan have det sjovt, lege og udvikle sproget uden nødvændigvis på nogen måde at krænke omgangskredsen.
MVH
Ditte, PN1171
Jeg er enig med Povl i, at Gitte bringer en væsentlig debat på banen, dog er det ikke lige den debat denne del af undervisningen (feltarbejdet) retter sig imod.
Målet for feltarbejdet er at fokusere på børns egenkultur og børns kompetencer, ikke på den voksnes / pædagogens rolle. Begrundelsen er, at voksne ofte ser børnekulturen gennem et "voksenfilter" (som Carsten og jeg skriver om i artiklen "Doom i Havnbjerg"). Det er meget arbejdskrævende (rent mentalt), at få øje på dette "voksenblik" hos sig selv, men det er væsentligt for en pædagog at mestre denne kunst.
Feltarbejdet handler derfor ikke så meget om "autoritet", "indre verden" eller "nutidens unge", men om at kunne se verden fra "den andens perspektiv" - det være sig børm, fysisk/psykisk handicappede, misbrugere osv., osv..
Som pædagog skal man nemlig mestre den vanskelige kunst både at se tingene fra brugerens perspektiv og at kunne se brugeren fra et pædagogisk / evt. behandler perspektiv. Pædagogen skal kunne veksle meget bevidst mellem disse to perspektiver - det er det, der gør en pædagog til en fagperson, ellers er hun blot en voksen med en holdning, og dem er der såmænd rigeligt af :)
Men jeg anerkender selvfølgelig vigtigheden af, at vi også beskæftiger os med pædagogens rolle - også i forhold til børn, der fortæller vittigheder. Så lad endelig den diskussion fortsætte. Der må være flere, der har bidrag til den debat?
Jeg tænkte også, at jeg bevægede mig lige langt nok væk fra den egentlige diskussion. Men jeg har som sagt fået en masse positivt ud af feltarbejdet. Jeg havde selv gjort mig nogle overvejelser relaterende til, hvad du kommer ind på i din respons, Lis. Og jeg har skam rigtig mange gange haft en fornemmelse for det voksenfilter/-blik, jeg tenderer at benytte mig af. Jeg formoder, at denne tendens har rod i en generel fornemmelse af, at det (fuldstændigt) at se tingene fra brugerens perspektiv er en umulighed, selvom vi selvfølgelig altid kan nærme os det. Alligevel ser jeg det, at se brugeren fra et pædagogisk perspektiv som en helhed, hvor også det empatiske aspekt af denne i høj grad spiller ind. Derfor er det vel ikke en vekselvirkning, vi bør stile efter men en helhed, hvor vi så vidt muligt undgår at forlade den ene side til fordel for den anden. Men jeg kan udmærket sætte mig ind i, hvad det er den egentlig diskussion lægger op til.
MVH
Ditte, PN1171
Børnevinklen er ikke det samme som empati. Empati er evnen til at genkende og forstå andres følelser, mens børnevinklen er et forsøg på at sætte os ind i, hvilken mening barnet tillægger ting/aktiviteter/oplevelser. Så godt som det nu er muligt, for du har selvfølgelig ret i, at vi ikke kan sætte os fuldstændig ind i den anden. Empati er altså et psykologisk begreb, der har med følelseslivet at gøre - måske det, du kalder den "indre verden"? mens der med børnevinklen, der er et kulturbegreb, menes den "mening" børnene tillægger ting/aktiviteter/oplevelser osv. Der er altså en vigtig forskel de to begreber. De er ikke identiske.
Jeg har været helt opslugt af bogen "Børn og Vitser" og er helt fascineret af hvor meget både bogen og feltarbejdet har åbnet op for en kultur, som jeg faktisk aldrig har tænkt dybere over.
Det er virkelig en betydningsfuld kultur, som fortæller enormt meget om børnene i deres samtid. At se vittigheder som en slags børne-nyhedsavis er faktisk en stor gave for os voksne at få foræret. Der kan virkelig siges meget med en vits, som måske ikke ellers ville komme til udtryk.
Jette Leena, PN1162
Jeg kan godt genkende det du beskriver, Jette.
For mig selv (socialpædagog)var det en mental revolution, da børnekulturforskeren Flemming Mouritsen under en forelæsning fik lukket mine øjne op: Børn er også kulturproducenterer, der producerer betydninger, skaber mening og fællesskaber - de er individer i egen ret, og deres udtryk er ikke ufuldstændige eller mangelfulde eksempler af det perfekte (de voksnes kultur), men netop deres egen og en måde at kommunikere på, som er dybt meningsfuld - og en udfordring for os at begribe.
jeg synes at det er enormt facinerende hvad børn er i stand til at præstere. Deres hjerne må jo køre i fuld fart hele tiden når de digter og fortæller. Det er ikke så lidt der kommer ud af det. Og at de enda kan få alle aldersgrupper til at grine er et kæmpe plus. Det er som om vitser binder alle mennesker sammen på en måde. Børns kompetencer med hensyn til vitsefortælling er uhyre store. De kan fortælle i flere timer hvis der var nogen der gad lytte.. Det er en fremragende måde både at dele og udfordre hinanden på. Det er helt sikkert noget man skal holde fast i og støtte.
- Helle, Pn1161
Send en kommentar