Hvorfor gør de det egentlig?, kunne spørgsmålet lyde, når man får øje på (øre for) børns brug af de forskellige genrer og udtryksformer i legekulturen.
Grundlæggende og stærkt forenklet så drejer kultur og kulturelle udtryksformer sig vel om, hvordan erfaringer (indtryk) gennem mentale processer organiseres til betydninger, der kan komme til udtryk, og herigennem udtrykke noget som er individuelt og/eller kollektiv.
Og vitser har flere forskellige funktioner og anvendelsesmuligheder, når børn møder hinanden ansigt til ansigt og bruger vitser: at have det sjovt, udspille magtkampe, drilleri.
Eller at demonstrere venskab for øjnene af de andre børn. En dreng fortalte en gåde og tilføjede: ”Men Søren og Lars må ikke gætte, for de kender den godt”. Og de gør sig i forskellige situationer mange erfaringer med æstetik, sprog, fortælling, samværs og kommunikationsformer.
Den betydning og funktion, som de forskellige genrer har, må begribes i den konkrete kontekst.
Vitsen kan ikke ses isoleret, men også som del af en kommunikation, hvor en kommunikerer til andre og bruger vitsen som del heri. Hvad er ligheden mellem dinosaurer og søde piger?, spurgte en dreng. Da han svarede: Begge arter er uddøde, lød der et brøl fra pigerne – og det var netop dette drilleri, der havde en lille undertone af flirt, der var drengens projekt ved at fortælle netop den vits i netop den situation.
Indholdet i legekulturen præges af tendenserne i moderne barndom. Samtidig kan indholdet i vitserne ses som en samlet symbolsk fortælling, der kommenterer nogle af disse tendenser.
Indtryk, oplevelser og temaer, der cirkulerer rundt i og omkring børns liv fortælles i en symbolsk, æstetisk form i vitserne. ”Alle børnene”- genren bruger en række temaer som råstof, som i genren sættes på spidsen. Og vitserne tegner og fortæller tilsammen et billede af børn, barndom og samfund – et billede der både ligner, og alligevel er anderledes end for 50 eller 100 år siden.
Ofte er bestemte funktioner knyttet til bestemte genrer. Tælleremser er praktiske, når en leg skal organiseres. Forskellige genrer har nogle indbyggede funktioner eller måske rettere anvendelsesmuligheder, men det er ikke sikkert, de bruges på den måde.
Genrerne kan jo ”omfunktioneres” til noget andet, fx fis og ballade.
Gåder kalder på en kappestrid; hvem er skrappest til at gætte svaret, hvem kan stille den mest spidsfindige gåde, hvor de andre må give op. Men man kan godt opleve, at gættegætningen forandres til noget andet, nærmest sprogligt fis og anarki.
Jeg tror egentlig, det samme sker, når voksne leger eller spiller fx Trivial Pursuit – her udvikler spillet og konkurrencen sig pludseligt til sproglige jokes, ordspil og andet, der ikke er omfattet af spillereglerne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Jeg synes, det er meget interessant, at vitse-fortælling har andre funktioner end at få et godt grin. Jeg har aldrig placeret det i sociale m.m. sammenhænge, men synes det virker som et godt redskab til blandt andet at prøve andres grænser af - og derigennem opnå flere sociale kompetencer SELV. Det er utroligt, at børn kan opfatte vitsens etikette i en sådan grad, at de kan (mis)bruge den som usagt "dække" i forskellige sammenhænge og bruge den til at udfordre magtforhold. Samtidig udtrykker de dog, at de har en forståelse af, at de måske går over grænsen - ved at pakke det ind i en vits hælder det mere op af kærlige drillerier.
Jeg selv er her under forløbet blevet bevidst om mit nærmest totalt fraværende brug af vitser. Dog synes jeg det er fedt, og bruger, "sproglig anarki"(leg med sprog) til tider. At få løsnet op på noget så seriøst og besværligt som sprog. Sprog er alfa omega for vellykket kommunikation, og vi arbejder på at forbedre det igennem hele livet. At bare "skide på det" nogle gange er lettende og forårsager (forhåbenligt), at man får et bedre forhold til sprog som sådan. Dette må især gælde børn, som jo er i den svære, krævende tilegnelses-periode.
Desuden anerkender jeg også vitser som værende et redskab i SELVE sprogtilegnelsen, for yngre personer især, idet der opstår en anledning for at eksperimentere uforpligtende med sproget.
Jeg tror, det at fortælle vitser også er en meget vigtig kompetence at tilegne sig for mange børn. Det er en del af dét at blive set og hørt, og måske et øjeblik at være centrum for en eller fleres opmærksomhed og måske endda deres latter.
Jeg oplevede på mit feltarbejde, at de mindre artikulerede børns behov for at fortælle var så stort, at det fik større betydning bare AT SIGE NOGET, end selve vitsens pointe.
Det syntes jeg var meget tankevækkende.
Jette Leena, PN1162
Den norske sprogforsker Bente Eriksen Hagtvet har et godt blik for, hvordan legekulturen også betyder noget for udviklingen af sproglige og kommunikative kompetencer (og omvendt: Man kan ikke deltage i legekulturen, medmindre man har sproglige og kommunikative kompetencer). Hun nævner også, at først "erobrer" børn selve fortællerrollen, mens indholdet og pointen er delvist underordnet. Bare det at komme til orde som fortæller er attraktivt. Dernæst i takt med den sproglige og kognitive udvikling, vil de så også forstå pointer og kunne genfortælle dem - kort fortalt.
jeg oplevede blandt 2 af børnene jeg havde en snak med omk vittigheder, at deres sjove, lidt frække remse har båret frugt i form af nyskabte kontakter/venskaber.. Især drengen fik virkelig en succes oplevelse omk det at kunne more mig med remsen,at han på egen hånd har været hos andre børn i institutionen og har fortalt remsen, og derved har han nærmest fået sat en "dille" igang med fortællinger af sjove rim og remser.Han har fået oplevelsen af at blive set og hørt af de andre børn,og det syner som har han fået en status,som han er vældig sej over.. Det skal lige fortælles at han går på specialgruppen og er ikke aldersvarende-er 7 år og har ikke haft de store kontakter med de øvrige i instutionenen tiddligere.
Jeg husker også et interview med Finn nørbygård der fortalte at han som barn virkelig nød at kunne begejstre elever og lærere med skøre historier og vittigheder at han helt glemte at han var skolens nørd,det at kunne få folk til at grine gav ham en status der gjorde han følte selvtillid og glæde ved skolen trods alt som han egentlig var lidt træt af.
venligst Birgit
Åh, hvor et godt indlæg, Povl! Vittighedernes funktion i børnefællesskabet - det er utroligt vigtigt at få øje for. Ikke mindst i disse tider, hvor der tales så meget om "narcissisme" og at "være på". Den individualpsykologiske læsning / modernitetskritiske diskurs af verden synes at overskygge, at mange børn og unge er utroligt kommunikativt kompetente og sociale. Se f.eks. sms'er, mobiltelefonen i det hele taget og internetaktiviteter (f.eks. Arto). Malene Charlotte Larsen, der forsker i børnefællesksaber på nettet konkluderer helt entydigt på sin forskning: Men der er ingen tvivl om, hvad der fylder mest. Grundlæggende handler det om venskaber mellem unge mennesker.
Andre gode links vedr. Marlenes forskning:
Bag om Arto.dk – fra venskaber til mediepanik
Arto - hvorfor, hvordan og hvem? - hvor der også link til Charlottes speciale (meget omfattende, så spring ned til kapitlerne 5 og 6).
Sjovt nok startede Arto som en vittighedssamling *S*
Det har altid undret mig, at begrebet "venskaber" er (næsten) totalt fraværende i dansk pædagogisk og psykologisk litteratur. Der handler det mest om socialisering. For at knytte an til hvad jeg skrev i går, så er det netop ting som venskaber, man får øje for, hvis man mestrer "børnevinklen"!
Send en kommentar