Bloggen kører videre, selvom foråret vist er lige på trapperne. Nye indlæg dukker op, når tid og inspiration er tilstede.
I denne uge har bloggen haft fint besøg af Lis Faurholts netstuderende på pædagoguddannelsen i Haderslev; og tak til studerende og Lis for godt samarbejde. Det er svært med få ord at opsamle erfaringer fra vores faglige udveksling og samarbejde, men noget har jeg lyst til at fremhæve:
- De mange gode eksempler fra jeres feltarbejde - og både løse tanker og mere dybtgående reflektioner herover. Børn har tydeligvis stadig både et repertoire og lyst til at fortælle vitser, hvis nogen ellers lytter og er interesseret. Mange eksempler og fortællinger fra feltarbejder viser også, at vitser på samme tid er noget småt og overskueligt - og samtidig noget, der kan belyses og forstås ud fra mange vinkler: som kulturelle udtryk, der fortæller en historie i symbolsk, æstetisk form, bl.a. om at være barn og del af et samfund. Vitser er også sprog (herunder kognitive kompetencer), og de indgår i mange former for kommunikation, der rummer mange aspekter ved nærmere undersøgelse, fx tur-tagning, rollefordeling, dueller/"fights".
- Der er også en interessant diskussion om, hvilken rolle legekulturens genrer og udtryksformer skal spille i pædagogiske institutioner. Skal der være plads til dem, og er det ligefrem noget man skal "fejre og give en platform at udfolde sig på", tydeliggøre og skabe tid og rum for - eller må legekulturen klare sig selv, som den nu kan.
Tiden eller den statslige regulering af det pædagogiske arbejde har stærk tendens til at tænke i mål og midler, i en instrumentel fornuft. Her kunne spørgsmålet være: Skal alt hvad der foregår i institutioner være nytteorienteret eller er der også fænomener, fx humor, livsglæde, glæde ved sproget, der har en egenværdi.
Og i forlængelse heraf: Hvad kan/skal pædagoger være og gøre? Skal de selv gå forrest og fortælle historier? Hvornår skal de blandes sig og censurere eller påtale vitser, som måske er problematiske?
- Forholdet mellem mundtlighed og de nyere medier er også blevet berørt. Hvad sker der, når de nyere medier og det man kunne kalde "folkelige" genrer og udtryksformer mødes og fungerer sammen?
Tak fordi I ville lege med! Det har været inspirerende og udfordrende, og heldigvis er forløbet endt med, at vi nu kan stille en række nye og interessante spørgsmål og ikke kun har leveret færdige og mekaniske svar på noget, som "bare er en vittighed".
fredag den 28. marts 2008
torsdag den 27. marts 2008
Viden er en underlig fisk! Og hvad kan man så lære af det?
Inspireret af jeres kommentarer og gode eksempler og fortællinger fra feltarbejdet, er her et indlæg i vores faglige udveksling på tværs af landsdelene.
Den norske barndomsforsker, Ivar Selmer-Olsen, fortæller en anekdote (citeret efter hukommelsen): Det drejer sig om en mand, der en mørk nat har tabt sine nøgler, hvorefter han giver sig til at lede efter dem under gadelygten. Da en anden mand kommer forbi og bliver sat ind i sagens sammenhæng, undrer han sig og spørger, hvorfor manden kun leder lige under lygten. Til det svarer manden: Det er det eneste sted, der er lys!
Jeg tænkte på den i forbindelse med jeres feltarbejde: Hvad har I fundet? Og har I ledt andre steder end lige under lygten. Eller har beskæftigelsen med børn – ud fra nogle børnekulturelle blikke, kastet lys over områder, hvor I ikke før har ledt?
Hvis I nu ser anderledes på børn, barndom, børnekultur – hvori består så forskellen? Hvis I mener I er blevet klogere, hvad er I blevet klogere på? Hvad er det særlige ved at være på feltarbejde, udstyret med en særlig optik?
Viden som begreb og fænomen er omdiskuteret, også i pædagogisk praksis og forskning – og jeres feltarbejde drejer sig jo også om det.
Den norske barndomsforsker, Ivar Selmer-Olsen, fortæller en anekdote (citeret efter hukommelsen): Det drejer sig om en mand, der en mørk nat har tabt sine nøgler, hvorefter han giver sig til at lede efter dem under gadelygten. Da en anden mand kommer forbi og bliver sat ind i sagens sammenhæng, undrer han sig og spørger, hvorfor manden kun leder lige under lygten. Til det svarer manden: Det er det eneste sted, der er lys!
Jeg tænkte på den i forbindelse med jeres feltarbejde: Hvad har I fundet? Og har I ledt andre steder end lige under lygten. Eller har beskæftigelsen med børn – ud fra nogle børnekulturelle blikke, kastet lys over områder, hvor I ikke før har ledt?
Hvis I nu ser anderledes på børn, barndom, børnekultur – hvori består så forskellen? Hvis I mener I er blevet klogere, hvad er I blevet klogere på? Hvad er det særlige ved at være på feltarbejde, udstyret med en særlig optik?
Viden som begreb og fænomen er omdiskuteret, også i pædagogisk praksis og forskning – og jeres feltarbejde drejer sig jo også om det.
onsdag den 26. marts 2008
Mundtlighed som udtryksform - og de nyere medier
Sms og mails betydning for vitser kender vi ikke.
Det interessante er, hvordan de "omsættes": Sendes de bare videre pr. sms til kammeraten, læser man den op for hinanden, når man er sammen (så mobilen nærmest har funktion som en bog), eller lærer man de bedste, som man så kan fyre af næste gang man der ansigt til ansigt med kammeraterne (hvor der er en risiko for, at de allerede kender den) - eller hvordan fungerer det?
Jeg oplevede en dag en gruppe større piger (ca. 12-15 år) i toget, hvor en så gav sig til at læse en vits op fra mobilen, som moderen havde sendt dagen før. Hun var ikke så god til at læse teksten - så det blev temmeligt umorsomt (set udefra), og pigerne grinede ikke. Til gengæld fortalte de om, hvordan andre sendte vitser til dem "men jeg kan ikke huske dem", som en sagde. Muligvis opgiver/taber vi noget i overgangen fra mundtlighed til skriftkulturen (som også findes i medierne) - at evnen til at huske ikke er så stærk som de generationer, der voksede op i en kultur, der alene var mundtlig. Det er ikke for at begynde på en "forfaldstænkning" (alting var bedre før i tiden, navnlig fortiden!), men mere fordi det er interessant, når fx vitser idag lever i spændingsfeltet mellem mundtlige og nyere medieformer.
Sikker viden om, hvordan og på hvilke måder mobil, mails MSN osv. indgår i samspil med mundtlighed, har vi ikke. Men har I bud fra fx jeres feltarbejde?
Det interessante er, hvordan de "omsættes": Sendes de bare videre pr. sms til kammeraten, læser man den op for hinanden, når man er sammen (så mobilen nærmest har funktion som en bog), eller lærer man de bedste, som man så kan fyre af næste gang man der ansigt til ansigt med kammeraterne (hvor der er en risiko for, at de allerede kender den) - eller hvordan fungerer det?
Jeg oplevede en dag en gruppe større piger (ca. 12-15 år) i toget, hvor en så gav sig til at læse en vits op fra mobilen, som moderen havde sendt dagen før. Hun var ikke så god til at læse teksten - så det blev temmeligt umorsomt (set udefra), og pigerne grinede ikke. Til gengæld fortalte de om, hvordan andre sendte vitser til dem "men jeg kan ikke huske dem", som en sagde. Muligvis opgiver/taber vi noget i overgangen fra mundtlighed til skriftkulturen (som også findes i medierne) - at evnen til at huske ikke er så stærk som de generationer, der voksede op i en kultur, der alene var mundtlig. Det er ikke for at begynde på en "forfaldstænkning" (alting var bedre før i tiden, navnlig fortiden!), men mere fordi det er interessant, når fx vitser idag lever i spændingsfeltet mellem mundtlige og nyere medieformer.
Sikker viden om, hvordan og på hvilke måder mobil, mails MSN osv. indgår i samspil med mundtlighed, har vi ikke. Men har I bud fra fx jeres feltarbejde?
Meningen med vitser? (II)
Hvorfor gør de det egentlig?, kunne spørgsmålet lyde, når man får øje på (øre for) børns brug af de forskellige genrer og udtryksformer i legekulturen.
Grundlæggende og stærkt forenklet så drejer kultur og kulturelle udtryksformer sig vel om, hvordan erfaringer (indtryk) gennem mentale processer organiseres til betydninger, der kan komme til udtryk, og herigennem udtrykke noget som er individuelt og/eller kollektiv.
Og vitser har flere forskellige funktioner og anvendelsesmuligheder, når børn møder hinanden ansigt til ansigt og bruger vitser: at have det sjovt, udspille magtkampe, drilleri.
Eller at demonstrere venskab for øjnene af de andre børn. En dreng fortalte en gåde og tilføjede: ”Men Søren og Lars må ikke gætte, for de kender den godt”. Og de gør sig i forskellige situationer mange erfaringer med æstetik, sprog, fortælling, samværs og kommunikationsformer.
Den betydning og funktion, som de forskellige genrer har, må begribes i den konkrete kontekst.
Vitsen kan ikke ses isoleret, men også som del af en kommunikation, hvor en kommunikerer til andre og bruger vitsen som del heri. Hvad er ligheden mellem dinosaurer og søde piger?, spurgte en dreng. Da han svarede: Begge arter er uddøde, lød der et brøl fra pigerne – og det var netop dette drilleri, der havde en lille undertone af flirt, der var drengens projekt ved at fortælle netop den vits i netop den situation.
Indholdet i legekulturen præges af tendenserne i moderne barndom. Samtidig kan indholdet i vitserne ses som en samlet symbolsk fortælling, der kommenterer nogle af disse tendenser.
Indtryk, oplevelser og temaer, der cirkulerer rundt i og omkring børns liv fortælles i en symbolsk, æstetisk form i vitserne. ”Alle børnene”- genren bruger en række temaer som råstof, som i genren sættes på spidsen. Og vitserne tegner og fortæller tilsammen et billede af børn, barndom og samfund – et billede der både ligner, og alligevel er anderledes end for 50 eller 100 år siden.
Ofte er bestemte funktioner knyttet til bestemte genrer. Tælleremser er praktiske, når en leg skal organiseres. Forskellige genrer har nogle indbyggede funktioner eller måske rettere anvendelsesmuligheder, men det er ikke sikkert, de bruges på den måde.
Genrerne kan jo ”omfunktioneres” til noget andet, fx fis og ballade.
Gåder kalder på en kappestrid; hvem er skrappest til at gætte svaret, hvem kan stille den mest spidsfindige gåde, hvor de andre må give op. Men man kan godt opleve, at gættegætningen forandres til noget andet, nærmest sprogligt fis og anarki.
Jeg tror egentlig, det samme sker, når voksne leger eller spiller fx Trivial Pursuit – her udvikler spillet og konkurrencen sig pludseligt til sproglige jokes, ordspil og andet, der ikke er omfattet af spillereglerne.
Grundlæggende og stærkt forenklet så drejer kultur og kulturelle udtryksformer sig vel om, hvordan erfaringer (indtryk) gennem mentale processer organiseres til betydninger, der kan komme til udtryk, og herigennem udtrykke noget som er individuelt og/eller kollektiv.
Og vitser har flere forskellige funktioner og anvendelsesmuligheder, når børn møder hinanden ansigt til ansigt og bruger vitser: at have det sjovt, udspille magtkampe, drilleri.
Eller at demonstrere venskab for øjnene af de andre børn. En dreng fortalte en gåde og tilføjede: ”Men Søren og Lars må ikke gætte, for de kender den godt”. Og de gør sig i forskellige situationer mange erfaringer med æstetik, sprog, fortælling, samværs og kommunikationsformer.
Den betydning og funktion, som de forskellige genrer har, må begribes i den konkrete kontekst.
Vitsen kan ikke ses isoleret, men også som del af en kommunikation, hvor en kommunikerer til andre og bruger vitsen som del heri. Hvad er ligheden mellem dinosaurer og søde piger?, spurgte en dreng. Da han svarede: Begge arter er uddøde, lød der et brøl fra pigerne – og det var netop dette drilleri, der havde en lille undertone af flirt, der var drengens projekt ved at fortælle netop den vits i netop den situation.
Indholdet i legekulturen præges af tendenserne i moderne barndom. Samtidig kan indholdet i vitserne ses som en samlet symbolsk fortælling, der kommenterer nogle af disse tendenser.
Indtryk, oplevelser og temaer, der cirkulerer rundt i og omkring børns liv fortælles i en symbolsk, æstetisk form i vitserne. ”Alle børnene”- genren bruger en række temaer som råstof, som i genren sættes på spidsen. Og vitserne tegner og fortæller tilsammen et billede af børn, barndom og samfund – et billede der både ligner, og alligevel er anderledes end for 50 eller 100 år siden.
Ofte er bestemte funktioner knyttet til bestemte genrer. Tælleremser er praktiske, når en leg skal organiseres. Forskellige genrer har nogle indbyggede funktioner eller måske rettere anvendelsesmuligheder, men det er ikke sikkert, de bruges på den måde.
Genrerne kan jo ”omfunktioneres” til noget andet, fx fis og ballade.
Gåder kalder på en kappestrid; hvem er skrappest til at gætte svaret, hvem kan stille den mest spidsfindige gåde, hvor de andre må give op. Men man kan godt opleve, at gættegætningen forandres til noget andet, nærmest sprogligt fis og anarki.
Jeg tror egentlig, det samme sker, når voksne leger eller spiller fx Trivial Pursuit – her udvikler spillet og konkurrencen sig pludseligt til sproglige jokes, ordspil og andet, der ikke er omfattet af spillereglerne.
mandag den 24. marts 2008
Så ruller vi igen
Velkommen igen - også til Lis Faurholts netstuderende.
Jeg håber I og alle andre vil debattere, udveksle erfaringer, ideer og fortællinger, stille spørgsmål og ... alt det, som vi sammen kan udvikle i en blog, der har et fagligt fokus.
Jeg har før, sammen med Lis, haft liv i bloggen. Nogle ældre indlæg er slettet, andre er genudgivet i ændret form, bl.a. fordi andre studerende har inspireret til nye vinkler, ideer og debatter. Nogle gamle poster er stadig på bloggen, herunder også med studerendes kommentarer.
Denne gang har vi inviteret Klaus Nedergaard, pædagog og leder af byggelegeplads i Hvidovre, til også at blande sig, i det omfang han har tid og mulighed - og derfor også velkommen til Klaus i den kommende uge. Klaus er også aktiv i bl.a. Dansk Legeplads Selskab.
God arbejdslyst!
Jeg håber I og alle andre vil debattere, udveksle erfaringer, ideer og fortællinger, stille spørgsmål og ... alt det, som vi sammen kan udvikle i en blog, der har et fagligt fokus.
Jeg har før, sammen med Lis, haft liv i bloggen. Nogle ældre indlæg er slettet, andre er genudgivet i ændret form, bl.a. fordi andre studerende har inspireret til nye vinkler, ideer og debatter. Nogle gamle poster er stadig på bloggen, herunder også med studerendes kommentarer.
Denne gang har vi inviteret Klaus Nedergaard, pædagog og leder af byggelegeplads i Hvidovre, til også at blande sig, i det omfang han har tid og mulighed - og derfor også velkommen til Klaus i den kommende uge. Klaus er også aktiv i bl.a. Dansk Legeplads Selskab.
God arbejdslyst!
onsdag den 19. marts 2008
9 anbefalinger om humor i daginstitutioner
Den norske forsker, Frode Søbstad, har forsket i humor, børn og institutioner og gør opmærksom på, at pædagoger i børnehaven (og andre institutioner) er forbilleder – også når det drejer sig om humor.
Det er sjældent, at pædagogisk arbejde kan (eller bør) udføres efter en manual, der præcist fortæller os, hvad og hvordan vi skal gøre i arbejdet med andre mennesker. Men Søbstad peger på nogle områder, der kan fremme humor og livsglæde i institutionerne.
Her er 9 hovedpunkter, som jeg ikke er fuldstændig enig i, men de er inspirerende og oplæg til gode diskussioner:
1. Lær din egen humoristiske sans at kende.
Vi er forskellige og foretrækker forskellige former for humor. Kender vi vores egen form for humor, får vi derigennem en vis selvindsigt og lettere ved at knytte tættere forbindelse til den form for humor, vi bedst kan lide.
2. Leg
Leg og humor er nært forbundet, og en legende indstilling er grundlag for at humor kan opstå. Hvis vi altid er seriøse og målrettede, mister vi let det åbne og spontane. Sat på spidsen er modsætningen til humor - ikke alvor, men nytte. Et stærkt målrettet og nytteorienteret arbejde kan, hvis det overdrives og dominerer hele dagen, være stærkt hæmmende for udfoldelse af humor og livsglæde.
3. Leg med sproget
Forskellige former for leg med sproget er grundlæggende i humor hos både børn og voksne, fx tvetydigheder, underlige ord, overraskende rim og formuleringer. Man kan arbejde bevidst på gentagelser, overdrivelser og overraskelser af sproglige art. At dyrke denne form for humor er med til at forstærke vi-følelsen i institutionen.
4. Fortæl vitser
Humor er mere og andet end vitser, men når vi fortæller vitser, vi selv kan lide, er vi med til at inspirere børn.
5. Den bevidste kunstlatter
Søbstad nævner, at latterklubber er blevet populære, og nogle taler om denne latterform som mental jogging, der stresser af og er sund for kroppen. Personligt er jeg lidt skeptisk, ligesom Søbstad, men måske er det fint for andre.
6. Grin af dig selv
Det kan være svært at grine af sig selv (og mænd skulle have lidt sværere ved det, ifølge Søbstad). Men evnen til at grine af sig selv og egne fejl, betyder en højere grad af selv-accept og kan virke frigørende. ”De, som har lidt afvæbnende humor og viser, de kan grine af egne fejl, er lettere at være sammen med for andre og i vores forhold til os selv.”
7. Grin sammen med andre.
Latter smitter og er et socialt fænomen – og derfor er det vigtigt at dyrke fællesskabet og fællesskabshumoren.
8. Find humoren i hverdagen
Kvinder har nemmere ved at se det humoristiske i hverdagen, siger Søbstad. Men uanset køn, så er der morsomme oplevelser og indtryk i dagligdagen i en pædagogiske institution og forskellige møder, som det er værd at være opmærksom på og fastholde fx gennem nedskrevne praksisfortællinger.
9. Brug humor i stressede situationer
De 8 andre råd kan være grundlag for at bruge humor – også i stressede situationer.
Når stressniveauet er højt, kan det være befriende, hvis nogen bruger humor og ser det tragikomiske i situationen. ”Når vi er virkelig oprørte og forbandede på det hele, kan den humoristiske bemærkning punktere ballonen på en befriende måde”.
Hermed er Søbstads forslag præsenteret til debat og overvejelse!
Søbstad, Frode: Glede og humor i barnehagen
Cappelen Akademisk Forlag. Oslo 2006
Det er sjældent, at pædagogisk arbejde kan (eller bør) udføres efter en manual, der præcist fortæller os, hvad og hvordan vi skal gøre i arbejdet med andre mennesker. Men Søbstad peger på nogle områder, der kan fremme humor og livsglæde i institutionerne.
Her er 9 hovedpunkter, som jeg ikke er fuldstændig enig i, men de er inspirerende og oplæg til gode diskussioner:
1. Lær din egen humoristiske sans at kende.
Vi er forskellige og foretrækker forskellige former for humor. Kender vi vores egen form for humor, får vi derigennem en vis selvindsigt og lettere ved at knytte tættere forbindelse til den form for humor, vi bedst kan lide.
2. Leg
Leg og humor er nært forbundet, og en legende indstilling er grundlag for at humor kan opstå. Hvis vi altid er seriøse og målrettede, mister vi let det åbne og spontane. Sat på spidsen er modsætningen til humor - ikke alvor, men nytte. Et stærkt målrettet og nytteorienteret arbejde kan, hvis det overdrives og dominerer hele dagen, være stærkt hæmmende for udfoldelse af humor og livsglæde.
3. Leg med sproget
Forskellige former for leg med sproget er grundlæggende i humor hos både børn og voksne, fx tvetydigheder, underlige ord, overraskende rim og formuleringer. Man kan arbejde bevidst på gentagelser, overdrivelser og overraskelser af sproglige art. At dyrke denne form for humor er med til at forstærke vi-følelsen i institutionen.
4. Fortæl vitser
Humor er mere og andet end vitser, men når vi fortæller vitser, vi selv kan lide, er vi med til at inspirere børn.
5. Den bevidste kunstlatter
Søbstad nævner, at latterklubber er blevet populære, og nogle taler om denne latterform som mental jogging, der stresser af og er sund for kroppen. Personligt er jeg lidt skeptisk, ligesom Søbstad, men måske er det fint for andre.
6. Grin af dig selv
Det kan være svært at grine af sig selv (og mænd skulle have lidt sværere ved det, ifølge Søbstad). Men evnen til at grine af sig selv og egne fejl, betyder en højere grad af selv-accept og kan virke frigørende. ”De, som har lidt afvæbnende humor og viser, de kan grine af egne fejl, er lettere at være sammen med for andre og i vores forhold til os selv.”
7. Grin sammen med andre.
Latter smitter og er et socialt fænomen – og derfor er det vigtigt at dyrke fællesskabet og fællesskabshumoren.
8. Find humoren i hverdagen
Kvinder har nemmere ved at se det humoristiske i hverdagen, siger Søbstad. Men uanset køn, så er der morsomme oplevelser og indtryk i dagligdagen i en pædagogiske institution og forskellige møder, som det er værd at være opmærksom på og fastholde fx gennem nedskrevne praksisfortællinger.
9. Brug humor i stressede situationer
De 8 andre råd kan være grundlag for at bruge humor – også i stressede situationer.
Når stressniveauet er højt, kan det være befriende, hvis nogen bruger humor og ser det tragikomiske i situationen. ”Når vi er virkelig oprørte og forbandede på det hele, kan den humoristiske bemærkning punktere ballonen på en befriende måde”.
Hermed er Søbstads forslag præsenteret til debat og overvejelse!
Søbstad, Frode: Glede og humor i barnehagen
Cappelen Akademisk Forlag. Oslo 2006
mandag den 17. marts 2008
Nogle danske vitser på YouTube
Under kunstnernavnet sorryassdk har Dan og Marc skabt flere morsomme videoer, der ligger på Youtube. Åndssvage vittigheder - du ville ønske du aldrig havde hørt, er en af dem.
Her spiller de blandt andet på sproglige tvetydigheder i en række mindre scener, der både peger tilbage på vittigheder og mundtlig fortælling og samtidig her bliver afleveret med en vis (ironisk?) distance og yderst gennemført.
Læs også kommentarerne! Ligesom vi ofte kommenterer og vurderer andres vitser, når de er fortalt i ansigt-til-ansigt situationer, så optræder det samme fænomen også i det virtuelle rum.
Her spiller de blandt andet på sproglige tvetydigheder i en række mindre scener, der både peger tilbage på vittigheder og mundtlig fortælling og samtidig her bliver afleveret med en vis (ironisk?) distance og yderst gennemført.
Læs også kommentarerne! Ligesom vi ofte kommenterer og vurderer andres vitser, når de er fortalt i ansigt-til-ansigt situationer, så optræder det samme fænomen også i det virtuelle rum.
BUKS - en reklame
Tidskriftet BUKS fortjener omtale og udbredelse!
Det er enestående - for det er det eneste på området! "Det overordnede formål er, at demonstrere børns og unges kulturudøvelse, som den kommer til udtryk i samspil med forskellige medier, institutioner mm."
To eksempler på børns mundtlige legekultur findes i artiklerne:
Erik Kaas Nielsen: Børn og traditioner - om børns fortællinger
Helle Johnsen: Hvad de dog fortæller, de børn! - Om gru, gys, masser af fnis og også lidt om de voksne, der ikke lo så meget
Begge hentet på BUKS, pdf-filer til download.
BUKS "rummer analyser, teorier og debat over børne- og ungdomskulturens forskellige ytringsformer, typer og medier: Den klassiske børnekultur i kulturhistorisk perspektiv, fx litteratur, børn, unge, legetøj m.v.De nyere børne- og ungdomsmedier, som tegneserier, tv, video, computerspil m.v. Børns og unges kulturelle udtryksformer og udfoldelser, spændende fra legekultur over forskellige typer af mediebrug til deres iscenesættelse af dagligliv.Kulturelle projekter med børn og unge, herunder børne- og ungdomskultur i institutioner og pædagogik."
God fornøjelse!
Det er enestående - for det er det eneste på området! "Det overordnede formål er, at demonstrere børns og unges kulturudøvelse, som den kommer til udtryk i samspil med forskellige medier, institutioner mm."
To eksempler på børns mundtlige legekultur findes i artiklerne:
Erik Kaas Nielsen: Børn og traditioner - om børns fortællinger
Helle Johnsen: Hvad de dog fortæller, de børn! - Om gru, gys, masser af fnis og også lidt om de voksne, der ikke lo så meget
Begge hentet på BUKS, pdf-filer til download.
BUKS "rummer analyser, teorier og debat over børne- og ungdomskulturens forskellige ytringsformer, typer og medier: Den klassiske børnekultur i kulturhistorisk perspektiv, fx litteratur, børn, unge, legetøj m.v.De nyere børne- og ungdomsmedier, som tegneserier, tv, video, computerspil m.v. Børns og unges kulturelle udtryksformer og udfoldelser, spændende fra legekultur over forskellige typer af mediebrug til deres iscenesættelse af dagligliv.Kulturelle projekter med børn og unge, herunder børne- og ungdomskultur i institutioner og pædagogik."
God fornøjelse!
Den gode fortæller (II)
Kan du ikke skrive noget om den gode fortæller?, foreslog Lis Faurholt, da vi planlagde pr. mail.
At være en god fortæller kræver mindst: 1) et repertoire og 2) at være god til at fortælle i situationen. Og det sidste indfanges kun med besvær med ord: Hvad skaber en god stemning? Hvorfor kan visse fortællere fascinere tilhørerne? Og andre forvandler selv den bedste vits til noget slapt og kedeligt?
Mindst to forhold spiller ind:
At fortælleren har et udtryksbehov – at en historie er vigtig at få fortalt og/eller at fortælleren bare må anbringe sig selv i fortællerrollen.
At fortælleren tør sætte sig selv på spil (og risikere en fiasko) for øjnene af andre.
Men det er jo samtidig karakteristisk ved kommunikation og mundtlig fortælling, at tilhørerne også er medskabere af situationen! Alle er deltagere og bidrager.
Et andet aspekt af fortællingen drejer sig om, ”hvem fortæller hvad til hvem i hvilke situationer”. Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I bør være kritiske overfor! Og passer de (stadigvæk), når man holder det op mod jeres eget feltarbejde og erfaringer i øvrigt?
Den svenske etnolog Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår”.
Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien (eller dele af den er samlet). Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller. I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.
Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire, ofte med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, men uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.
I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.
Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.
De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.
I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.
Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel. Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk. Men har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved Roos undersøgelse?
At være en god fortæller kræver mindst: 1) et repertoire og 2) at være god til at fortælle i situationen. Og det sidste indfanges kun med besvær med ord: Hvad skaber en god stemning? Hvorfor kan visse fortællere fascinere tilhørerne? Og andre forvandler selv den bedste vits til noget slapt og kedeligt?
Mindst to forhold spiller ind:
At fortælleren har et udtryksbehov – at en historie er vigtig at få fortalt og/eller at fortælleren bare må anbringe sig selv i fortællerrollen.
At fortælleren tør sætte sig selv på spil (og risikere en fiasko) for øjnene af andre.
Men det er jo samtidig karakteristisk ved kommunikation og mundtlig fortælling, at tilhørerne også er medskabere af situationen! Alle er deltagere og bidrager.
Et andet aspekt af fortællingen drejer sig om, ”hvem fortæller hvad til hvem i hvilke situationer”. Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I bør være kritiske overfor! Og passer de (stadigvæk), når man holder det op mod jeres eget feltarbejde og erfaringer i øvrigt?
Den svenske etnolog Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår”.
Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien (eller dele af den er samlet). Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller. I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.
Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire, ofte med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, men uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.
I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.
Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.
De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.
I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.
Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel. Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk. Men har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved Roos undersøgelse?
lørdag den 15. marts 2008
Familien - også en arena for legekultur?
I børns legekultur spiller andre børn hovedrollen. I samvær og indbyrdes kommunikation lærer børn nye genrer og udtryksformer, ligesom de forandrer og udvikler dem. Men derudover spiller familien - herunder andre søskende, også en rolle, særligt i de tidligste år.
Her er et link til en familievideo på Youtube, der på enestående måde viser, hvordan børn lærer at være fortæller - selv i en tidlig alder - i familien.Det er typisk, at vitsfortælling og andre former for fortælling ofte sker i forbindelse med måltider (og festlige familiesammenhænge). Stemningen er afspændt, der er god tid, og alles bidrag til festlighederne modtages med glæde.
Læg mærke til hvordan drengen erobrer fortællerrollen - og alle de andre familiemedlemmer på samme tid respekterer, opmuntrer og kommenterer. Læg mærke til al den non-verbale kommunikation, der også foregår. Samtidig viser den også, at udover "selve teksten", dvs. den konkrete vittighed, så er der temmelig meget andet på spil, som man i princippet også gerne må/skal indfange, hvis man vil begribe, hvad der er på spil.
Videoen bærer tydeligt præg af at være fra USA - og når jeg ser den, tænker jeg på, om danske familier ville gøre det samme? Indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde et dansk eksempel, men måske har jeg overset det?
Her er et link til en familievideo på Youtube, der på enestående måde viser, hvordan børn lærer at være fortæller - selv i en tidlig alder - i familien.Det er typisk, at vitsfortælling og andre former for fortælling ofte sker i forbindelse med måltider (og festlige familiesammenhænge). Stemningen er afspændt, der er god tid, og alles bidrag til festlighederne modtages med glæde.
Læg mærke til hvordan drengen erobrer fortællerrollen - og alle de andre familiemedlemmer på samme tid respekterer, opmuntrer og kommenterer. Læg mærke til al den non-verbale kommunikation, der også foregår. Samtidig viser den også, at udover "selve teksten", dvs. den konkrete vittighed, så er der temmelig meget andet på spil, som man i princippet også gerne må/skal indfange, hvis man vil begribe, hvad der er på spil.
Videoen bærer tydeligt præg af at være fra USA - og når jeg ser den, tænker jeg på, om danske familier ville gøre det samme? Indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde et dansk eksempel, men måske har jeg overset det?
På feltarbejde blandt børn og vitser (I)
Under det første feltarbejde med indsamling af børns gåder og vittigheder, var jeg spændt og nervøs. Ville de synes, jeg var en underlig fyr, der interesserede sig for deres gåder og vitser. Ville de i det hele taget fortælle mig nogen vitser? Kunne de fortælle nogle, havde de et ”repertoire”?
Selvfølgelig ville de – og de er ofte stolte og fortæller løs, når de lige har set en an eller hørt lidt om, hvorfor man er nysgerrig på deres vitser.
Ofte havde jeg båndoptager med og så sad vi rundt om et bord – fra 2 til omkring 14 børn. Selv når mange ville fortælle, ventede de som regel på, at det blev deres tur til at fortælle.
Når flere børn er sammen, sker det ofte, at vitsen som en fortæller, hjælper andre til at komme i tanke om de vitser, som de selv kan.
Andre gange er jeg gået rundt på institutionen med båndoptageren og opsøgt et eller flere børn, hvor jeg nu mødte dem. ”Har du/I lyst til at fortælle en vits?” – og når de ikke havde lyst, var det bare videre. Sommetider er de kommet i tanke om, at de alligevel havde en vits og er kommet igen for lige at få den fyret af.
I forbindelse med større indsamlingsarbejder, har jeg sommetider aftalt med børn og pædagoger, at børnene fik et lille hæfte med de vitser, jeg havde samlet på deres institution – så var det en form for gensidighed og tak for deres hjælp. Måske kan det være praktisk, at lade pædagogerne udøve censur – inden hæfterne uddeles, navnlig hvis mange af vitserne sjofle eller har et etnisk indhold, som måske kan støde, når de bliver bragt i en ”forkert” kontekst. Men hvordan I gør, må bero på jeres dømmekraft og kendskab til institutionen og dens kultur.
Husk at det er muligt at finde børn – også udenfor institutionerne. Så opsøg dem på sportsanlægget, gaden, indkøbscentret, eller hvor de nu er. Spørg også til ”kilderne” – hvor har de deres vitser fra. Fra nettet, fra Anders And blade, eller andre børn. Særligt mindre børn kan som regel meget præcist huske: Den her, har jeg hørt fra min fætter!
Selvfølgelig ville de – og de er ofte stolte og fortæller løs, når de lige har set en an eller hørt lidt om, hvorfor man er nysgerrig på deres vitser.
Ofte havde jeg båndoptager med og så sad vi rundt om et bord – fra 2 til omkring 14 børn. Selv når mange ville fortælle, ventede de som regel på, at det blev deres tur til at fortælle.
Når flere børn er sammen, sker det ofte, at vitsen som en fortæller, hjælper andre til at komme i tanke om de vitser, som de selv kan.
Andre gange er jeg gået rundt på institutionen med båndoptageren og opsøgt et eller flere børn, hvor jeg nu mødte dem. ”Har du/I lyst til at fortælle en vits?” – og når de ikke havde lyst, var det bare videre. Sommetider er de kommet i tanke om, at de alligevel havde en vits og er kommet igen for lige at få den fyret af.
I forbindelse med større indsamlingsarbejder, har jeg sommetider aftalt med børn og pædagoger, at børnene fik et lille hæfte med de vitser, jeg havde samlet på deres institution – så var det en form for gensidighed og tak for deres hjælp. Måske kan det være praktisk, at lade pædagogerne udøve censur – inden hæfterne uddeles, navnlig hvis mange af vitserne sjofle eller har et etnisk indhold, som måske kan støde, når de bliver bragt i en ”forkert” kontekst. Men hvordan I gør, må bero på jeres dømmekraft og kendskab til institutionen og dens kultur.
Husk at det er muligt at finde børn – også udenfor institutionerne. Så opsøg dem på sportsanlægget, gaden, indkøbscentret, eller hvor de nu er. Spørg også til ”kilderne” – hvor har de deres vitser fra. Fra nettet, fra Anders And blade, eller andre børn. Særligt mindre børn kan som regel meget præcist huske: Den her, har jeg hørt fra min fætter!
onsdag den 12. marts 2008
Et debatindlæg om mundtlig legekultur
Kan du ikke skrive en kommentar til vores blad, spurgte redaktøren af Frie Skoler (fagligt magasin for medlemmer af Frie Skolers Lærerforening). Det er til vores debatrubrik Indspark, og det må godt være provokerende!
Naturligvis kan vitser og andre sproglige udtryksformer provokere, specielt vitser om køn, sex og etniske forskelle. Derimod er det vist sjældent, at børn idag fortæller religiøse vitser, eller hvad?
Her er indlægget i Indspark fra nr. 13. 2007, og så kan du selv vurdere, om det er provokerende!
Naturligvis kan vitser og andre sproglige udtryksformer provokere, specielt vitser om køn, sex og etniske forskelle. Derimod er det vist sjældent, at børn idag fortæller religiøse vitser, eller hvad?
Her er indlægget i Indspark fra nr. 13. 2007, og så kan du selv vurdere, om det er provokerende!
Abonner på:
Opslag (Atom)
