Kan du ikke skrive noget om den gode fortæller?, foreslog Lis, da vi var i gang med planlægningen pr. mail.
At være en god fortæller kræver: 1) at have repertoire og 2) være god til at fortælle i situationen. Og se jer omkring: blandt jer selv, medstuderende og andre voksne I kender, for jeg mener ikke, der er grundlæggende ikke forskel på børn og voksne, når det drejer sig om ”den gode fortæller” - som også findes blandt voksne.
Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I derfor bør være passende kritiske overfor.
Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår".
Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien eller dele af den er samlet. Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der hyppigst fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller.
I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.
Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire - nogle med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, og nogle uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.
I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.
Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.
De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.
I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.
Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel.
Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk.
Men måske har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved tendenserne i Roos undersøgelse?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
38 kommentarer:
Hej Povl!
Jeg er nød til at sætte spørgsmålstegn ved tendensen til selv-censur, i hvert fald når det gælder fortælling til og i nærvær af lærer. Jeg blev af min datter´s klasselærer inviteret til en "klassens time" i 3. klasse. Børnene blev opmuntret til at fortælle vitser og der var absolut ingen der holdt sig tilbage. Vitserne var frække og sjofle, nogle på grænsen til, hvad jeg syntes mine børn skal fortælle videre. Altså ingen censur i forhold til vi var to voksne - hvor den anden var deres klasselærer - tilstede. Jeg ved også, at Poul Erik (klasselæreren) gerne fortæller børnene en ny vits, selv om den er fræk og flere gange, når jeg spurgte; hvor har du hørt den? Var svaret; fra Poul Erik. Jeg tror børn i dag - fra en tidligere alder - lærer selvstændighed og lærer ikke at holde sig tilbage og det kommer f.eks. til udtryk i børns forhold til autoriteter. Det betyder ikke, at børn (et flertal af børn) har mindre respekt for eksempelvis deres lærer, men at forholdet er en anden i dag.
Hej Poul.
Tak fordi du vil bruge tid tid på os pæd. studerene....
Under mit arbejde med at indsamle vittigheder, lagde jeg mærke til den positive status det giver at kunne stille sig frem i en gruppe og "fyre" en vits af. Det fik mig til at tænke på om man ikke kunne arbejde pædagogisk med denne iagtagelse. Altså at få nogle børn med "lav status" til at fortælle vittigheder for de andre børn.... Pædagogerne kunne evt. "plante" vitserne i børnenes bevisthed - som de så kunne hive frem i skolegården eller i dansk timerne på opfordring fra lærerne. Formålet skulle være at øge statusen/selvtilliden hos de børn der ikke har så meget status/selvtillid. Ville det virke tror du?
Hej Vibeke
Din fortælling er jo god til at sætte spørgsmålstegn ved en ældre forskning, ligesom den jo også giver en levende beskrivelse af, hvad der sker (eller kan ske) i mødet mellem børn og voksne.
Jeg tror også, ihvertfald som en tendens, at forholdet mellem fx lærer og elev er anderledes end i 1980-erne, fx at man som barn sikkert er mindre bange for læreren - og når man så har en lærer som Poul Erik, der holder mundtlig kultur og tradition i live, så fornemmer man vel også en art tryghed og fornemmelse for "det er iorden hos Poul Erik at fyre den slags historier af". Egentlig kunne vi bruge mange flere iaggtagelse som din, for at blive endnu klogere på, hvad der sker i mødet mellem børn og de professionelle opdragere.
/povl
Hej Claus
Det er godt set fra jeres felt-arbejde, hvordan det ofte giver en vis status at kunne fyre en vits af.
Jeg tror godt, det kunne lykkes, at bruge det som en måde at styrke status/ og selvtillid. Jeg kender en institution, hvor de i en periode fast fortalte vittigheder. Pædagogerne fik herigennem skabt en situation, hvor børnene var optaget af, at komme til at fortælle - også de mindre sikre børn.
Og din ide "med at plante vitserne" er da værd at udforske, måske snart eller i en praktik.
Generelt er det vel vigtigt, at give mindre stærke børn de kompetencer, der efterspørges børn imellem og på den måde styrke deres selvtillid. Og det kræver jo bl.a. at pædagogen har blik for, hvilke talenter, der efterspørges.
Meget peger på, at navnlig i forbindelse med mundtlig fortælling, er der meget at hente, fordi det at fortælle historier (af alle slags) jo også giver adgang til og indblik i den som fortæller og det kan åbne mange døre.
Hej Povl
Da jeg bøsøgte mine pigers SFO, for at finde, lytte og grine af og til vittigheder, bemærkeder jeg nogle børn stå i periferien, og lytte til de fortællende kammerater, de lagde mærke til at jeg spurgte, skrev og var koncentreret om at få "det hele med". Efter endt fortælling, henvendte en af de lyttende drenge sig til mig, og fortale en "vittihed" baseret på en af de tidligere fortale vittigheder, dog var den nu ændret til en fortælling uden pointe(efter min opfattelse), men med samme begejstring og iver for at se min reaktion...(børn ka noget med øjenbrynene når de afventer en reaktion ;) samtidig med, at han var meget opmærksom på at jeg skrev ned...det må vel være hans start på at fortælle vittigheder...og måske forsøge sig på at opnå "fortællerstatus" som en af min medstuderende også er inde på ?
Hej Povl
Børn i dag, har større frirum, når det gælder deres sproglige udtryksformer, bl.a. med henblik på når barnet/den unge fortæller sjofle vittigheder (seksuelt betonede), det er meget mere legalt i dag, i forhold til for 30 år siden. Der var det bestemt ikke kærkommen, og det foregik også mere os børn imellem, da vi jo godt viste at det ikke var "pænt", at tale sådan, i de voksnes ører. For 20 år siden var det blevet mere legalt, ialt tilfælde som teenager, måske fordi opdragelses perioden, var ved at være pasè;-) Der er sket en mærkant ændring igennem dette generationsskift. I dag gøres der mere plads til legekulturen, hvor også disse kulturelle tabuer, kommer til deres ret.
Karina - pæd.studerende.
Hej Povl.
Da jeg indsamlede vitser, var jeg til en 30 års fødselsdag, med små kusiner og fætre. En af de små fætre på 5 år kunne en masse århusianerhistorier. I starten ville han ikke fortælle, men kom senere med nogle helt uskyldige nogen. Da det så var, at nogle af de voksne begyndte at fortælle den ene "frække" vittghed efter den anden, begyndte han selv at fortælle mere "frække" vittigheder. Han opdagede lige pludselig at de "frække" vittigheder ikke var helt "forbudte". Da jeg så spurgte ham hvor han havde dem fra, fortalte han at, ham og mor havde hentet dem på nettet. Det var far dog ikke så glad for. Så det med fædre og vittigheder foregår altså ikke alle vegne. Med hensyn til censur i forhold til forældre, i dette tilfælde moderen, var der ingen klare grænser for, hvornår en vittighed blev for "fræk". Den lille fyr forstod helt sikkert vitigheden og de ord der blev sagt, så mor må have fortalt og forklarede. Men jeg tror at den lille fortæller havde en fornemmelse af, at de var "frække". For hver gang han havde fortalt en "fræk" vittighed, gemte han hovedt i sin mors arme, og blev lidt genert.
Hej Dorte
Det er en fremragende iagttagelse, som jeg også har set eksempler på.
Under indsamlingen spurgte jeg engang, hvorfra børnene fik deres vitser. “Dem lærer man rundt omkring. Man kan også selv lave sådan nogen, man kan også bare finde ud af nogen,” svarede en pige. For hende er vitser på den ene side del af en dynamisk tradition, og på den anden side også genrer med æstetiske muligheder for at være sprogligt legende og udforskende ved selv at konstruere gåder og vittigheder.
Måske kan man groft sige, at først erobrer(øver)børn selve fortællerrollen (positionen), og fortællingen behøver ikke være fuldendt (den kan være meget rodet) og pointen er også underordnet.
Og langsomt - henimod 6-8 års alderen for de fleste børns vedkommende, mestere de alle komponenterne: fortællerollen, at fortælle en nogenlunde sammenhænge fortællin og at servere en pointe.
PS. Jeg mailer med Lis (den digitale troldkvinde) og hører om en artikel om "De umulige gåder" kan blive lagt, så den er tilgængelig for de interesserede. (Reklame: Der står også noget om fænomenet i Børn og Vitser i kapitlet "Vejen ind i genrerne" Reklame slut)
Hej Gitte
Jeg tror du har ret, men er også lidt tøvende alligevel.På den ene side større rummelighed, ændrede relationer mellem børn og voksne, også i institutionerne. Men jeg er ikke sikker på at, der alle steder er plads til legekulturen, når der det drejer sig om de seksuelt betonede udtryk.
Jeg har lavet kursusdage forskellige steder om større børns "grimme sprog" (de 6-12 årige)- og i nogle kommuner (og institutioner) synes jeg pædagogernes tolerance var temmelig lille.
Skulle vi gå videnskabeligt til værks, så skulle vi undersøge det nærmere, fx spørge pædagoger og lærere, hvilke typder af vitser de ikke vil acceptere.
Hej Karina
Det er en fantastisk god fortælling, fordi den inddrager så meget.
Da de voksne begynder at fortælle, sættes der ligesom en ramme, hvor også frække er tilladte. Og moderens brug af nettet til samværomkring vitser er en god nuance, ovenikøbet at faderen bliver lidt forlegen, måske fordi det foregår i en familiesammenhæng.
Din fortælling og nogle af dine medstuderendes fortællinger viser jo også, at tendensbeskrivelser, som den jeg lagde i indlægget, altid kalder på at blive modsagt - eller nuanceret.
Gennem jeres feltabejder får vi jo også langsom malet et billed frem af livet i skoler, institutioner - og til familiefester
Hej Povl
En dag, hvor min søn Jannick på 11 år, havde besøg af hans kammerat, Magnus, var de ved at gøre klar til at tage over på fodboldbanen, hvor Jannick pludselig stønner: "Åh, Marianne hun giver os altid så mange leksier for, og så siger hun også, at vi også skal huske at komme ud og få noget frisk luft!"
"Ja" svarede Magnus lidt tørt "Vi kunne da også sætte os uden for og lave dem!" Det grinede vi en del af. At de her kunne slå 2 fluer med et smæk.
På den måde suplere de hinanden godt med deres humor, både via små bemærkninger som denne, og forskellige vittigheder, gåder m.m. Hvor de virkelig får brugt deres sproglige kompetencer, de elsker hinandens samvær, da de netop forstår hinandens humor.
Hej Gitte,
endnu et godt eksempel på børns humor - og jeg tænker de var temmelig godt tilfredse med sig selv i den situation, for så fik de lige "sat form" - en humoristik, på noget, de havde bakset med.
Og man hører en klassisk voksen-diskurs om børn "De skal ud i den friske luft" (Det hører man sjældnere om pensionister!)
Jeg tror du har meget ret i, at en fælles humoristisk sans ofte gennemsyrer venskaber.
Børn fremhæver ihvertfald, at humoristisk sans er noget af det, der gør en attraktiv at lege og være sammen med. Måske fordi humor kan forløse frustrationer, som i dit eksempel.
Povls artikel: "De umulige gåder" ligger nu i Blackboard: Dansk, kultur og kommunikation, Net (menuen Materialer).
Hej Poul
Tak for dit svar.
Da jeg var ude at samle vitser(i 0. kl), var der, på et tidspunkt, lidt pause i fortæller lysten. Jeg fortalte derfor en vittighed, som jeg, da jeg var 7 år fandt hylende morsom. Men der var næsten ingen reaktion!!!! De syntes ikke det var morsomt!!! Mit spørgsmål er derfor: forandre børn opfattelse af hvad der er sjovt sig så meget på 30 år?
Hvis jeg lige må snige et nr.2 spørgsmål ind....
Når jeg ser tilbage på vittighedernes udvikling, som jeg husker dem, er de frække ord, i vittighederne ikke blevet voldsomt frækkerne i forhold til den alm samfunds udvikling på det område, men jeg synes at der har været en kæmpe udvikling inden for den meget kreative brug af vittighederne fx. "hvad snakker du om" mm. Mine egne børn har lige fundet mine gamle cd'er med "de nattergale" og de leger hele tiden med de sange/fortællinger i en grad som jeg ikke husker det at jeg gjorde.... Er det mig der husker forkert, eller er det en helt ny måde børnene tænker vittigheder/fortællinger på
mvh Claus
Hej Povl
Jeg var i min søgen efter vitser gæst i en 2.klasse. I starten var det netop en 2-3 drenge der så og sige kørte med klatten. De fortalte den ene vits efter den anden, og det var tydeligt, at det var vitser de havde fortalt til hinanden på et tidligere tidspunkt. Eksempelvis hvis en fortalte en vits, var der en anden der kunne finde på at råbe op:"Den har han hørt fra mig". Så ingen tvivl om, at der fortælles vitser i frikvarter o.l. situationer. Jo længere hen i timen jeg kom, jo mere blev de lidt mere tilbageholdende(specielt pigerne) også aktive, og da de fik positiv respons fra kammeraterne, åbnede de også mere op, og nøjedes ikke kun med at fortælle en vits.
Mvh Michael
Michaels kommentar får mig til at tænke på, om vittigheder i højere grad er en drenge-ting end en pige-do?
Hej Povl
Synes jeg oplevede det som lidt blandet, da jeg skulle indsamle vittigheder blandt ungerne - én blev nærmest sådan lidt "høj i hatten", da jeg spurgte ham om hjælp i forb. med en opgave til min skole og slyngede straks den første den bedste ud af lommen - og det var helt klart bare for at vise, at han da sagtens kunne fortælle mig en vittighed og ikke så meget for at vise "kvaliteten" på de vittigheder, han kendte - for pointen manglede fuldstændigt og jeg er faktisk ikke sikker på, om han selv overhovedet forstod den selvom han grinede meget af det fortalte - for os andre, der var samlet omkring ham(og ja, det var i familiens skød:-) begyndte grinene først, da vi så hans reaktion på vores manglende samme...Det skal så siges, til hans fordel, at han afsluttede sin lille "pinlighed" med bravour, for han spurgte mig straks ved latterens udeblivelse ; "Jamen Tina, var det en vits eller en vittighed, jeg skulle fortælle?" - og dermed var bolden jo ligesom givet videre ikk'
De andre unger, jeg spurgte, udviklede næsten en slags "hvem kommer først til mølle"-fight af iver for at komme til at fortælle mig vittigheder - der var det tydeligt, at det gjaldt om at vise sig frem, både overfor mig, men i høj grad også overfor de andre - de gejlede simpelthen hinanden op og det hele gik ud på, at overgå hinanden med at have flest mulige vittigheder at fortælle.
Alle ungerne, der hjalp mig, var drenge og de er umiddelbart ikke af den "stille type", de kendte mig og var derved selvfølgelig også trygge ved situationen - og derfor heller ingen grund til selvcensur, som jeg faktisk ikke tror, er så udpræget ved børn/unge idag - jeg tvivler dog lidt på, om det havde været muligt at få en stille genert pige til at fortælle vittigheder til en ukendt som mig.
Men det er nok rigtigt nok, dét med, at drengene gør det mere i vittigheder end os tøser - husker feks en dreng i min klasse tilbage i folkeskolen, han nærmest spyttede vittighederne ud til alles morskab, og det var både blandt lærere og elever.
Vil ikke sige, at middagsbordet hos os er præget af vittigheder - de bliver fortalt i selskab med familie og venner, på arbejdspladsen, i skolen og især nok via sms - og af ens far, fodboldtræner og lærer - for lur mig, om man ikke opnår lidt status som lærer ved at kunne fortælle én af de rigtig go'e vittigheder til sin klasse - uden at få røde ører vel at mærke ;-)
Tina
Hej Poul.
De børn jeg har fået vits fra, har været børn med selv sensur.Måske slet ikke i selve fortællingen, men de spurgte:"må jeg godt fortælle dig en fræk en?" eller "den er altså meget fræk, er det iorden?", børnene har samtidig stået med store bedene øjne. Da de så havde fået lov var der ingen hæmninger, ingen skjulte øjne, nu var det jo helt legalt.
-Så kan det da ikke blive bedere;-)
Hej Povl!
Jeg var i en special klasse for børn mellem 8 - 13 år, og jeg oplevede som jeg kan læse evd mange af de andre, også den der, " kom først til mølle "-kultur. De var alle ivrige efter at komme først frem med deres, og man kunen se deres stolthed i dem,. når vitsen var fortalt. Dog skla der lige siges, at de skulle have uddybet lidt mere end normalt hvad en vits var, men endte med jeg bad dem fortælle mig "sjove ting" og så kørte det ellers bare derud af. en sjov dag med en special klasse.
hilsen Anja
Kære alle, det er svært at holde trit, så kommentarer og gen-kommentarer følges ad, så jeg prøver at kommentere flere i denne.
Til Klaus: ja nogle ting forandres, bl.a de fælles referencerammer som børn deler på et givet tidspunkt, fx vitser om Bamse og Kylling. Andet er uforandret, fx tosse vitser (Tror jeg)
Når børnene ikke grinede, kunne det jo også bare være fordi, at du var en voksen, der fortalte.
Ang ændringer: Stand up komikeren Sebastian Dorset (og andre) har sagt at vittigheden er død. Til gengæld bliver voksne (og sikkert også børn mener jeg) optaget af sproglig spas og jam-session, hvor det er den improviserede og situationsafhængige kommentar og sproglig sjov, der bliver skæg.
Men jeres feltarbejde viser, at vitser stadig er spil-levende.
Michaels indlæg: Meget fin registrering af forløbet og dets udvikling. Bemærkningen om "Den har han hørt fra mig" kan fortolkes på (mindst) to måder: Hham, der siger den, er optaget af sin "copyright" - det er ham, der først fortalte den. Eller også drejer det sig om at demonstre venskab "Ham der lige nu fortæller vitsen har den fra mig (underforstået vi er nemlig venner"
At pigerne først kom sent på banen, har jo også et metode-aspekt; hvis man vil indsamle visse typer af materiale/empiri, så er tålmodighed nødvendigt.
Lis om drengene og pigerne:
Måske har Lis ret?
Sat helt på spidsen, så kan man sige, at drengen først finder ud af, hvad de vil lave og så ser de, hvem der er med.
Piger vælger først hinanden, hvem der skal være sammen og så siden, hvad de skal lave.
Hvis denne tendensbeskrivelse er korrekt, så vil drenge have flere kontakter - og måske derfor få bredere repertoire. Men jeg tror, der er mange andre grunde, så i sikkert også har bud på?
Hvis drengekulturen i højere grad er klynger, grupper, der er samlet
Tinas erfaringer viser noget om, hvor svært (og sommetider lidt tilfældigt) indsamlingsarbejde kan være. Drengen, der var høj i hatten gad vel bare ikke (eller kunne måske heller ikke!), og udtrykket "først til mølle-fight" er jo et godt udtryk.
Børns lyst til at fortælle kan vel hænge sammen med, at de ofte oplever, at voksne fortæller børn, hvad de skal gøre, mene osv. Og meget af det de gør og siger er "ikke godt nok".
Men her er rollerne næsten omvendt.
Børnene har det, som I/gerne vil have - og de har vel også en art stolthed ved at vise deres kultur frem.
Men det er nok mere komplekst end jeg her gør det til. Hvordan vurderer i at inddsamlingssituationerne har set ud - anskuet fra et barnligt perspektiv?
Når børn spørger: Må jeg godt fortælle dig en fræk en?", så er det vel en art metakommunikation, der betyder noget i retning af: Jeg ved godt at nogle voksne ikke bryder sig om den slags, men er du en der kan tåle at høre den?
Denne måde at forhånds-annoncere på, er jo også med til at tænde nogle bestemte genreforventning hos de, som lytter. Nu kommer en sjofel vits og straks er vores opmærksom og associationer rettet et bestemt sted hen.
Hov, overstående kommentar der står under vuc sonderjylland er fra mig:-)
Lige en ekstra kommentar: Jeg tror at mobilen har meget stor betydning/rolle i byttrhandlen af vitser, man har ikke længrer så stor behov for at huske vitserne mere, for de ligger jo lige i lommen. Selv børn i meget tidlig alder har mobil, og har fået fortalt, at de sender vitigheder til hinanden. Når børn står samlet og fortæller vitser til hinanden, så siges der: "kan du ikke lige sende den til mig, for den var go..."
Hej Inger,
Du har ret, ja, det er en temmelig afgørende pointe, som først dukker op nu.
Nettet og sms er en guldgruppe, også af vitser. En google-søgning på vittigheder giver astronomiske tal. Vi ved også, at børn bruger dem, bare ikke så meget konkret, som det du beskriver. Jeg har søgt efter viden og burde selv ud og lave feltarbejde om denne sammenhæng - Hvad sker der, når mundtlig og mediekultur mixes, som i dit eksempel.
Jeg vurderer også, at det byttehandel-aspekt, der ofte er i legekulturen bliver meget tydelig med sms.
Hej igen Povl
Du drukner snart i kommentarer hva':-)
Du spørger mht hvordan indsamlingssituationen har været set ud fra børnenes perspektiv - i mit "tilfælde" tror jeg helt klart ungernes første umiddelbare reaktion var lidt undren over hvorfor de nu pludselig skulle fortælle mig en vittighed og ikke mindst, hvad jeg skulle bruge den til.
Efter afklaring af dette,virkede det nærmest som en forløsning for dem endelig at kunne få lov til at tale "frit fra leveren" - sådan er det jo tit efter de ligesom har fornemmet et "ok" fra den voksne - og det er da for skønt at opleve ungerne, når de rigtigt folder sig ud, hvad enten det så, som her, drejer sig om vittigheder eller andet. Og netop derfor skal det da ikke bruges i det pædagogiske arbejde - det skal komme frit fra leveren, spontant og direkte uden begrænsninger - det kan da kun være med til at udvikle ungerne positivt på sigt.
Tina
Hej Povl og I andre:-)
Det var en kanon oplevelse og være ude i felten og være sammen med børnene, det var sjovt at iagttage dem, deres nysgerrighed og velvilje. Det ville ikke være så ringe endda, hvis man kunne leve af det:-)
Det er facinerende at iagttage et tilbageholdende barn, der står og observerer hvad der foregår, hvad er nu det, hvad går det ud på, hvordan gør de andre børn, for så at tage mod til sig og selv sætte sig ned foran den fremmede dame og fortælle vitser. Nogle vidste ikke helt hvad en vits var, så de begyndte at fortælle eventyr, og det fik de lov til, for det var sjovt at høre dem bruge deres fantasi. (Hvad bruger man når man skal si en fanta? en fantasi:-), nå den var gammel)Jeg vil tilslutte mig teorien om at det er flest drenge der fortæller vitser. Hvorfor? Vi kvinder får ellers skyld for at snakke hele tiden:-)Måske er vi kvinder for seriøse. Mændene elsker jo at lege, de nyder jo at være i div. sommerlande, for så har de en reel undskyldning for at lege.
Med fare for at lyde som en stramtandet tante med knold i nakken:-) har jeg bare lyst til at høre om der ikke er en nedre aldersgrænse for hvornår børn skal udsættes for sjofle/frække vitser. Jeg har selv fortalt vitser, hvor jeg i bagefter har tænkt, at den var vist ikke så velplaseret. Jeg ved udemærket godt at jeg ikke kan undgå at mine børn hører disse vitser, men jeg kan da begynde ved mig selv. Da jeg var ude i felten, var der en dreng på 8 år der fortalte en fræk vits, og da jeg så spurgte hvem der havde fortalt ham den svarede han:"min far". Da sidemanden ikke helt forstod vitsen, forklarede drengen den ved at pege på sin tissemand og gøre bevægelser. Skal man med divisen "de får det jo at vide, før eller siden" så sige at de lige så godt kan høre dem før som siden? El.? Jeg mener heller ikke at det er lærerens/pædagogens ansvar at lære børnene disse vitser. Det er derimod vores ansvar at lære dem at tale pænt til og med hinanden. Det andet kommer helt af sig selv. Det er svært at udtrykke sig helt som man gerne vil uden at blive misforstået, men jeg efterlyser bare nogle grænser.
Hej
Inden jeg kom ud i den 2.klasse, som jeg indsamlede vitser i, var jeg en smule nervøs og skepstisk. For ville børnene fortælle mig vitser, og kunne de overhovedet nogle.
Børnene havde, inden jeg kom, fået at vide af deres lærer, at der ville komme en, og spørge dem, om de kunne nogle vitser. De havde gentagende gange spurgt læreren om, hvornår ham manden kom.
Min frygt blev gjort fuldstændig til skamme. Jeg kom ind til en flok børn, som for det første var meget åbne overfor mig, og for det andet rent faktisk kunne mange vitser. Der var endda en pige, som havde skrevet nogle vitser ned, som var det lektier hun havde lavet, og dem sad hun og læste op for mig. Man skulle næsten tro jeg var læreren. Lidt skægt.
Mvh Michael
Hej Anne Marie,
ja det er en central pointe i dit oplæg - og et ægte pædagogisk dilemma: Hvad stiller man op, når der er forskelle normer og værdier hjemme hos forældre og familier? Og hvordan finder institutionen sine egne ben her? Din lille fortælling illustrer det jo fint.
Nogle børn kender noget (frækt), som andre ikke gør - sandsynligvis lærer de det så af hinanden, alt imens vi står lidt forvirret og kigger på.
Mit bud: pædagogen må opfatte sig selv om en art sproglig turistguide, der hen ad vejen (og naturligvis afpasset børnenes alder) introducerer mange forskellige sproglige former, stilarter - ikke for at børn nødvendigvis skal bruge dem, men for at de ved at de findes og blive bevidste om mulighederne.
Og så synes jeg ikke det er specielt "tantet" at have nogle normer for, hvad du opfatter som godt (og mindre godt sprog). Det er som regel i pædagogisk arbejde at være bevidst om sit eget værdigrundlag - men også nødvendigt med en vis rummelighed overfor andres udtryk og udtryksformer - så hold fast ved dine meninger!
Hej Michael - og alle andre :-)
Endnu en fin fortælling om, hvordan det er at være på feltarbejde. Gad vide, hvordan børnene har oplevet sitaationerne, når i var ude på besøg.
Samlet set, synes jeg at jeres erfaringer er så forskellige og nuancerede, at det fx er tydeligt at konteksten betyder meget, ligesom også hvordan børnene har fået "annonceret" at i skulle komme.
Mange af jeres erfaringer må være gavnlige, når i skal ud og lave andre former for dataindsamlinger og observationer mm.
Hej Povl
Jeg må bryde tendensen med at det er drengene der kommer med de fleste vittigheder. Jeg satte en uge af til at lave felt arbejde på min arbejdsplads(SFO) og jeg må sige at det var pigerne der var først og mest fremme. Drengene skulle jeg næsten trække og plage vittighederne ud af :-)
Jeg lagde også mærke til en enkelt pige som går i 1. klasse der er en rigtig snakketante. Når de andre fortalte en vittighed så ville hun også gerne men hun fortalte historier istedet. Det var gode historier og nogle hun selv fandt på men hver gang hun ville fortælle en vittighed i løbet af ugen var det igen historier. Jeg spurgte hende til sidst om vidste hvad forskellen på en historie og en vittighed var. Det vidste hun bestemt godt, en vittighed var noget man fik fortalt af andre og en historie var noget man selv fandt på.... Jeg kunne ikke lade være med at smile og det er nogle rigtige gode historier hun fortæller :-)
Hilsen Nanna
Hej Nanna,
Endnu en fed historie fra feltarbejde. Vi kunne jo have en hypotese om, at forholdet mellem indsamlerens køn og informantens køn måske har betydning?
At piger lukker op for kvindelige feltarbejdere og vice versa, eller kan vi finde andre forklaringer?
Måske er forklaringen, at tendensen til fortælle og have et repertoire ikke er så stærkt knyttet til køn, som vi troede, ud fra den svenske undersøgelse?
Måske ville pigen bare gerne fortælle - og måske gerne fortælle sine egne historier, og så "erobrede" hun bare situationen til det formål?
Når hun skelner mellem vittigheder og historier kan det være, at hun bare går ind og laver sine egne fortællinger, fordi hun har lyst til at fortælle og er mindre optaget af genreforhold.
Dit eksempel viser fint, hvordan man som "forsker" går i felten for at finde en bestemt ting, fx vitser, og hvis man så finder noget andet, så bliver man forvirret - skal man så medtage "det fremmede materiale, den uventede" med?
Tager man "det uventede med", så bliver man klogere, men får også et klassificeringsproblem "Hvor skal jeg så putte dette eksempel?".
Ofte er der ikke overensstemmelse mellem forskerens kategorier og så informanternes.
Engang spurgte jeg en dreng om han kunne nogle frække vitser. Jeg tænkte på seksuelle vitser, men han fortalte en "om tis og lort".
Hej Pavl:)
Mht til dit spørgsmål omkring vitser fra piger og drenge, så tænker jeg lidt at vitser kan måske give en lidt status, for kan man være centrum og evtentuelt klassens klovn, ja så tiltrækker man jo de andres opmærksomhed. Min erfaring er så at det er drengene der gerne vil impornere de andre med verbalt "MOD". Hvor imod pigerne er lidt mere forsigtige og hvis de vil impornere så bliver det iform af en håndgribelig ting. Nu kan jeg ikke lade være med at sidde og tænke på en dreng i den vuggestue jeg arbejder i, han sad idag og sagde et eller andet på arabisk og fjollede ved bordet og de andre drenge, synes det var vældig sjovt. Hvor imod man kunne observere at pigerne kiggede lidt mere forundrende på ham og tog sig lidt mod til, at grine og så alligevel grinte de kun halvt så længe. De bad så om at komme far bordet og drengene fortsatte deres "vitser" var jo lidt svært at forstå. Det enste jeg forstod var at den ene mange gange sagde" se mig - se mig" et tyeligt tegn på at han gerne ville trække alt den opmærksomhed der nu kunne trækkes. Lidt udfra det tænker jeg at drengen er mere opmæærksomhedssøgende end piger. Skal lige siges at min oplevelse er fra en vuggestue
Hejsa Povl
Når man ser, hvilket køn der er stærkest repræsenteret i eks. stand-up i medierne, behøver man ikke at fintælle, for at finde ud af, at det er mændene, de unge fyre, der ryster sjove hverdags-episoder ud af buksebenet, til morskab for begge køn.
Der er dog ved at snige sig kvinder på banen, og det går dem også godt. Og ude i de små hjem, tror jeg også at piger, mødrer og bedstemor fortæller vitser, for begge køn uanset alder, er jo udstyret med en mobil eller anden global opkobling, hvor vi modtager vittigheder der er højt aktuelle for de daglige begivenheder, og det tror jeg ikke vi ville undvære. Men det at medier og andre informationskilder henvender sig til begge køn, og at begge køn har et nætværk udenfor hjemmet, modsat i 50èrne, hvor det kun var manden der kom ud, har vi nu en bobbelt så stor fortællerskare. Der er mange fler personer til at gå på "scenen" og til at ta rollen som fortæller.
Min undskyldning for at komme så sjældent ud er; Min mand er så grim ...jeg gider ik at kysse ham farvel...
Eller er det måske nærmere fordi jeg er netstuderende, jeg sjældent kommer ud....
Dorte
Alex Green sagde:
Hej Povl
Jeg tror egentligt, at denne undersøgelse fra 1980`erne svare meget godt til hvordan det er i dag, der er mange lighedspunkter er min fornemmelse. Dog med den undtagelse, dengang i 1980`erne var der ikke noget der sms.
Sms er i dagens Danmark et kæmpe stort formidlingskoncept i forhold til at modtage og afgive div. vitser. Og det foregår alle vejne -i skolens timer, frikvarterene, til/fra skole, hjemmet, i sportklubben og jeg kunne blive ved. Sms-vitsen har udviget muligheden for at afgive og modtage i stor udstrækning, måske lidt for meget vil jeg mene. Om ikke andet kan man jo bare slukke for telefonen, den ret har vi dog heldigvis stadig.
Hej Anja
Ja på den ene side kan man sige at nogle er opmærksomhedskrævende/søgende, mne på den anden side, er der jo også nogle - både drenge og piger, der er gode til at performe og har nogle kvaliteter, så andre har lyst til at se på dem. Men spørgsmålet om køn er meget interessant, også i vuggestuefortællingen. Tror du det har nogen betydning, at drengen talte arabisk? Fx. for den opmærksomhed de andre drenge rettede imod ham, for måske er de ikke vant til at han siger så meget?
Hej Dorte
Ja det er helt givet at sociologiske forhold, fx kvinders udearbejde (erhvervsfrekvens hedder det vist i Danmarks Statistik sprog)spiller en rolle - også for hvordan kvinder/piger bruger og kommer til orde i offentlige rum med humoristiske genrer.
Og teknologien spiller også en kæmperolle, som desværre endnu ikke er så udforsket endnu, når det fx drejer sig om genrer, fx vitser, der tidligere og traditionel overvejende var mundtlige.
Efter jeres feltarbejder ved vi nu lidt mere, og til næste feltarbejde, for studerende efter jer, kan det da være, man skal spørge mere systematisk til det med køn. Fx hvem fortæller vitser hjemme hos jer, hvem fortæller flest i klasse osv.
Hej Alex,
se også svaret ovenfor.
Sms (og mails) betydning for vitser kender vi ikke. Og der interessante er også, hvordan de så "omsættes": Sendes de bare videre pr. sms til kammeraten, læser man den op for hinanden, når man er sammen (så mobilen nærmest har funktion som en bog), eller lærer man de bedste, som man så kan fyre af næste gang man der ansigt til ansigt med kammeraterne (hvor der er en risiko for, at de allerede kender den) - eller hvordan fungerer.
Oplevede en dag en gruppe større piger i toget, hvor en så gav sig til at læse en vits op, som moderen havde sendt dagen før. Hun var ikke så god til at læse teksten - så det blev temmeligt umorsomt (set udefra) og pigerne grinede ikke. Til gengæld fortalte de som om, hvordan andre sendte vitser til dem "men jeg kan ikke huske dem", som en sagde.
Muligvis opgiver vi også meget med skriftkulturen (også i medierne) at evnen til at huske ikke er så stærk som generationer, der voksede op i en kultur, der alene var mundtlig. Men dette er kun en hypotese - og som egentlig er mindre relevant, for tiderne er forandret og vi lever bare under andre vilkår.
Send en kommentar