tirsdag den 9. oktober 2007

Pædagogen og børns mundtlige legekultur

I studerendes indlæg her på bloggen er det tydeligt, at børn i mange tilfælde har lyst til at fortælle, demonstrere fortællelyst og kompetencer og dele ud af deres mundtlige legekultur.

Straks får man (nogle voksne) jo tanken! Denne energi hos børnene "må vi kunne udnytte pædagogisk"!

Selv bliver jeg mere og mere i tvivl om det er en god ide, og istedet for at give løsninger og handlingsforslag, vil jeg formulere en række spørgsmål, som I sikkert har nogle bud på. (Og i det følgende tænker jeg mest på de 6-12 årige, selvom det jo også er relevant for andre aldergrupper).

- Skal pædagogen gøre noget særligt, fx skabe en fortællescene, for at give børn mulighed for at fortælle - eller skal det "komme naturligt" ? (Udtrykket "komme naturligt" er lidt dumt i forbindelse med samvær i institutioner, hvor så meget er direkte (og indirekte)organiseret og resultat af voksnes valg og prioriteringer)
- Hvordan vil i overbevise socialministeren og den vedholdende journalist, der gerne vil høre nogle faglige argumenter for at støtte og opmuntre til børns vits-fortælling?
- Er børns mundtlige legekultur ikke bare deres egen - og skal de ikke bare have lov til at have den i fred?
- Spiller det nogen som helst rolle, om og hvordan pædagogen er et forbillede, når det drejer sig om at fortælle vitser og lave anden sproglig spas? (Vibekes indlæg i Den gode fortæller fortæller om en lærer, der "gør en forskel")
- Er det vigtigere at børn udvikler de sproglige og mundtlige kompetencer, end at de udvikler kompetencer i mediebrug og skaben med medier?
- Er der et eneste sted i Serviceloven, hvor man kan hente begrundelser for at arbejde med dette område?

Debatten er åben!

19 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej alle, hver og én.

Ja da, Servicelovens §8, stk 3 lyder sådan:
Stk. 3. Dagtilbudene skal give muligheder for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.

Povl, har du haft en finger med i spillet - der står da mundlig legekultur i mellem linierne.
Det er så et spørgsmål, hvordan det bedst kan praktiseres ude i institutionerne.
Exempler:
Emneuger med vitser - istedet for Hannibals elefanter i den første Puniske krig.
Eller...
Mini-stand-up-shows, hvor de svage (modsat: kompetente) børn bliver instrueret i at fortælle vitser.

Nej jeg mener ikke børnene skal have deres mundtlige legekultur i fred. Kultur skal dyrkes - ellers dør den ud (og bliver natur).

Anonym sagde ...

Hej Christian og andre..
Jeg er ikke helt enig i at de voksne skal dyrke børnenes mundlige legekultur så massivt som du foreslår. Jeg tror at det gør en forskel om det er børnene der sætter scenen eller det er de voksne der gør det. Jeg ser for mig at imens pædagogerne iscene sætter mini "stand up" - står alle ungerne bag hækken og køre vitser af/leger med sproget. Jeg tror ikke at man kan give denne kultur et skub, ved at arrangere den i nogle faste rammer - børnene skal have den i fred.....

Anne Marie sagde ...

Hej Povl og alle andre:-)
Jeg er nok af en mellem mening. Ligesom man lære sine børn at spise med ske, mener jeg også at man skal give dem et skub ind i ordenes legeverden. Man bliver jo heller ikke ved med at made sine børn. På et tidspunkt kan de selv, indtil der kommer noget nyt vi skal lære dem, og sådan er det også inden for sprogets verden.

Anonym sagde ...

Hej Claus.

Jeg vil støtte de svage fortællere, gi' dem et skub bagi, så de osse får en succes oplevelse ved at være i rampelyset med en saftig vittighed.
Det er selvfølgelig ikke meningen, at børnenes mundtlige legekultur skal være udsat for konstant og massiv voksenindblanding.
Kornmarken, for at bruge et andet billede, dør af overgødskning. Den kloge landmand (pædagog) eftergøder kun de tynde pletter i marken.

Anonym sagde ...

Jeg mener helt klart, at pædagogen spiller en vigtig rolle i forholdet til børns fortælling af vitser og sproglige spas. Jeg havde faktisk en oplevelse forleden aften, hvor jeg var på min søns skole til familie-aften. Han er lige startet et nyt sted og de andre børn (5 drenge) kendte af gode grunde ikke mig og jeg blev set meget an, hvilket gjorde at der var forsigtighed omkring talen i nærheden af mig. Vi (forældre og børn) skulle på et tidspunkt i gymnastiksalen og spille stik-bold. Jeg var som den eneste forældre med til at spille. I starten var der ikke rigtig nogen af børnene som turde skyde efter mig eller snakke til mig. Jeg valgte derefter, at spille meget ”dum” og spørge lystigt til reglerne og når jeg gjorde noget forkert, brugte jeg humoren til at undskylde mine fejltrin…. Eksempelvis sagde jeg; ”jeg er jo en tøs, så jeg kan ikke finde ud af det” eller ”er der måske nogen af jer drenge, som har så store fødder som mig” . Det at jeg var klar til at gøre grin med mig selv og fjolle rundt på deres plan gjorde at de hurtigt åbnede op og selv turde blive mere ”løse” i deres omgangstone og kropssprog. Til sidst endte det med, at de faktisk kunne sige mange sjove ting omkring mig og mit spil og vi grinede og fjollede meget rundt –hvilket var en skøn oplevelse for os alle.
Med den historie vil jeg sige, at pædagogen med sin omgangstone og væremåde har stor indflydelse på, om børnene har lyst til/tør ”give slip” og være fjollet. -En ting som jeg synes er meget vigtigt, idet der så er større grobund for en ”sjov” udvikling af den sproglige og mundtlige kompetence.

Pædagoguddannelsen, CVU Sønderjylland sagde ...

Arezu Ghayumi net-stu-pæd.

Hej Povl og de andre:
Jeg er enig med Anne- Marie i det,at vi skal skabe rammer og muligheder for børnenes legekultur , hvis de ikke kan komme igang eller gå i stå.
Børns legekultur formidles og skabes mellem børn. I ders legekultur indgår ting fra hverdagen,som bliver omsat til leg, fx. voksnes udtryk, fortællinger, medier og sprog.

Anonym sagde ...

Alex Green sagde følgende:
Skal pædagogerne gøre noget særligt i forhold til skabelse af div. fortællescener, når det handler om vitsfortælling???
Det tænker jeg helt afgjort, at de skal, børn har brug for at lære, at stå frem med sig selv, og det kan de øve sig på når de evt. fortæller en vits. Det er en god mulighed i en sådan sammenhæng. Det er selvfølgelig også på sin plads, at en sådan situation kommer helt naturligt.
Et argument til de høje herre og deres skriveslaver, er helt klart, at pågældende børn oplever at være i en læreproces om at stå frem med sig selv overfor større eller mindre grupper. Man kunne godt kalde det for socialtræning !!!
Endvidere er børns legekultur deres egen, men at de betydningsfulde voksne har brug for at følge med og være på sidelinien. Evt. kunne en pædagog være et forbilled i en situation, hvor et barn er lidt tilbageholdende over at fortæller en vits (har det lidt svært ved det hele) i denne sammenhæng kunne en betydningsfuld voksen være appetitvækkende.

povl bjerregaard sagde ...

Jeg vil bare fortælle om to instutioner, hvor pædagogerne synliggjorde og støttede denne legekultur. Et sted fandt børnene en lang papirrulle og så gik de igang med at skrive diverse vitser ned - indtil hele rullen var skrevet ud.
Et andet sted optrådte pædagogerne som "sekretærer", der nedskrev børnenes vitser, som derefter blev samlet i en bog. to år efter var den stadig sjov at læse: Kan i huske den da ..." osv.



Mange gode eksempler på børns legekultur, institutionskultur og pædagogers understøtning af børns initiativer til fortælling m.m. findes i "Der var engang to tosser - børns kultur i pædagogisk praksis" af Carsten Jesen og Lisbeth Saugmann (udgivet af Foreningen for Socialpædagogisk Udvikling i Århus amt). Besværlig at få fingre i, men prøv bibliotek.dk !

povl bjerregaard sagde ...

En lille rettelse til litteraturanbefalingen: Carsten hedder Jessen
Og bogen findes på 45 biblioteker!
Her link - kopier og indsæt, så kommer i frem!

http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field1=forfatter&term1=&field2=titel&term2=der+var+engang+to+tosser&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&mat_text=&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa

Anonym sagde ...

Hejsa :-)

Jeg mener at pædagogen skal eller kan være igangsætter for børnene når vi snakker om vitser. Min erfaring ( som selvfølgelig ikke behøver at stemme overens med andres erfaringer ) i en SFO er at der sjældent bliver fortalt vitser på børnenes initiativ. Men bliver de først sat igang så klare de med top karakter resten selv.
Ud over det så mener jeg at børnene skal have legekulturen for sig selv, det er der de lærer mest tror jeg. Børn har sjældent så mange hæmninger og vil oftere, end voksne, spørge ind til; Hvad mener du med det? og hvad er det du siger? osv. Vi voksne har måske mere tendens til at rette på børnene, så det de siger bliver udtalt korrekt eller at historien bliver fortalt korrekt og ikke mindst al det grammatiske. Børn imellem forklare og de bliver "tvunget" til at bruge og udvide deres ordforråd.
Du spørger om hvad der er vigtigst, sproglig kompetence eller kompetence indenfor mediebrug ! Min holdning er helt klart sproglig kompetence. Uden den sproglige kompetence kan du ikke kommunikere indenfor medie. Det kræver forståelse og logisk tænkning og jeg er overbevist om at disse to ting, blandt mange andre, ikke bliver udviklet optimalt hvis man ikke besidder en hvis portion sroglig kompetence.

Hilsen Nanna

Anonym sagde ...

En kommentar til det at skabe en fortællerscene, hvor børn har mulighed for at stå frem, og hvor meget vi der skal blande os.
Selvfølgelig (med stort S) skal vi "blande", forstået på den måde vi skal være en del af det. Vi skal være stilladset, de inspirerende pædagoger der går og joker og griner sammen, de pædagoger der inddrager børnene i humor og vittigheder. De skal høre os gøre sjove og ironiske, parodier af kollegaere, hinanden, forældre, og andre fælles personer. Og så skal vi gribe børnene når de er klar til at stå frem, og når det bliver en legende del af deres personlighed. Hvad enten det er barn eller voksen der fortæller vittighedereller leger med sproget, så er der de samme uskrevene regler, forventningerne er de samme og uanset alder giver det fællesskab, morskab og stof til en fortælling mere... ikkè...

Anonym sagde ...

Hej Povl og jer andre.

Jeg syntes ofte at børnene kan virke generte og tilbageholdende, lige indtil der er en voksen som begynder at fortælle. Så fanger de hurtigt tråden, og overtager gerne fortæller rollen.
Så umiddelbart ja, pædagogen skal være med til at "dyrke" børnenes fortælle kultur. Ikke fordi børnene ikke selv kan fortælle, men fordi de ofte skal have et lille skub, og så syntes de også at det er sjovt og hyggeligt når de voksne/pædagogen kan være sjove, og lave grin med nogle ting, som de også kan sætte sig ind i.
Ofte når jeg er ude at passe børn (privat) er børnene meget stille, og ved ikke hvad de skal gøre ved sig selv. Men hvis man fortæller en vits eller en anden sjov historie, løsner de hurtigt op, og man ender med at have det hyggeligt og afslappet sammen!
Så det at de voksne opfordrer til mundtlige legekultur og sjove historier, kan jeg kun se som et plus.

povl bjerregaard sagde ...

Kære alle
Det er meget opmuntrende at følge denne debat, som bliver mere og mere nuanceret,- jo flere indlæg, jo flere nuancer, så husk at blande dig.
Jeg får lyst til 2 spørgsmål:
1)Hvordan med forældrene? Dels vil de vil (med rette) have nogle faglige begrundelser, hvis legekulturen fylder meget og vi pædagoger støtter og synliggør.
Dels vil nogle måske mene, at det så er herfra "grimt sprog" og andre sjofle vitser kommer. Eller kan forældrene godt, hvordan det var?
2) Hvad skal vi så udvikle af personlige og faglige kompetencer, hvis vi skal indgå som pædagoger

Anonym sagde ...

hej med jer allesammen,
i min praktiske dagligdag med børnene, kan jeg se, og lægger jeg mærke til, at pædagogen af og til skal være med til at matche en situation.
For mig betyder det også en hel masse, hvis børnene kan fortælle noget, som de synes er relevante for dem. MEN, jeg synes ligesådan, at hvis sproget og begreber kan føre til misforståelser, at man er nød til at gribe ind.

Anonym sagde ...

Hej alle!

Mine egne børn, på 9 og 10, ved godt at jeg i det daglige ikke vil høre det "grimme sprog". Men når de fortæller en vittighed, er det jo legalt, at tale "grimt sprog" og det er jo også det der er med til, at børn syntes det er kanon sjovt at fortælle og høre vittigheder. Her er et forum, hvor de får lov til at udfolde sig på "værste måde". Vittigheder om minoritetsgrupper ser jeg heller ikke som det store problem, når det er børn der fortæller dem - børn hører kun det sjove i dem, det er vi voksne, der kan opfatte dem som værende racistiske eller andet. Jeg tror stadig på at flertallet af børn er opdraget til at respektere alle mennesker som lige. Personligt kommenterer jeg sjældent frække, sjofle vittigheder eller vittigheder om minoritetsgrupper, da det for børnene, kun betyder sjovt i øjeblikket og ikke har noget med virkeligheden at gøre. Selvfølgelig kommer der lige en "du husker nok" hvis jeg syntes det er for meget.

Anonym sagde ...

Hej Christian

Nå jeg læser din kommentar, kan jeg se at vi er ret enige.... kun at "gøde de tynde de tynde pletter" på marken
mvh Claus

povl bjerregaard sagde ...

Bare en enkelt kommentar: Vibekes indlæg peger jo på, at bl.a. vitsfortælling er med til at udvikle børns fiktionskompetence.
Vittigheder er ikke virkelighed eller beskrivelser af virkeligheden, men symbolske, æstetiske udtryk, som skaber et særligt erkendelsesrum.

Måske er det også nødvendigt, at se på den meta-kommunikation, der foregår i forbindelse med vitsfortælling, for jeg har da oplevet børn fortælle vitser med et etnisk indhold, hvor de havde en dagsorden, der drejede sig om at skabe en "vi og de andre" opfattelse af verden. Her hjælper det næppe med en moralsk kritik af børnenes vitser, men istedet må man på andre måder og "møder" nuancere forståelsen af "de andre". Uden at det dermed sagt er nemt!

Anonym sagde ...

Hej alle

Det spiller helt klart en rolle, hvordan pædagogen bruger humoren.
Da min den ældste søn, startede i børnehave som 4½ årig, var han en meget genert og tilbageholden fyr, pædagogerne havde i starten svært ved at komme ind "under huden" på ham. Indtil en dag en pædagog fortalte at nu havde hun "knækket koden", for hun havde fortalt en masse sjove og fjollet historier, hvor hun for første gang havde set ham lyse op som en sol, og selv t forsigtigt prøvet at være med.
Dette et tydeligt eks. på at det helt klart er vigtigst, for børnene at udvikle deres sproglige og mundtlige kompetencer, for netop derefter at udvikle deres kompetencer i fælles forum. Her ses det tydeligt hvordan pædagogen er med til at udvikle og stimulere min søns mundtlige legekultur via humoren. Ved at hun var vedholdende fik hun også ham med på "vognen".

povl bjerregaard sagde ...

Hej Gitte og andre :-)
Endnu en fin lille historie om, hvordan pædagogen kan opmuntre og inspirere også mindre børns glæde ved sprog og sproglig spas. Rundt omkring på medstuderendes indlæg er andre historier, hvor børn åbner sig og kaster sig ud i det.