Børns legekultur - vigtigt og udfordrende

Vandrehistorier, gåder, øgenavne, gysere, parodier og vittigheder. Børn bruger og leger med sproget på mange måder, ligesom de skaber en række fortællinger. Og den mundtlige tradition suppleres i dag med vittigheder pr. mail og sms.
Hvorfor er den vigtig? Og sommetider en udfordring for de voksne?

Ivar Frønes, norsk børnekulturforsker, nævner de uformelle læreprocesser, når børn tilegner sig forskellige måder at kommunikere på. Mens samvær, sociale relationer og kommunikation i familien som regel er præget af stabilitet, rutiner og forudsigelighed, er det anderledes børn imellem i skole og institution.
Her skal børn navigere i situationer, hvor der ikke altid findes enkle spilleregler, og kommunikationen er kompleks og tvetydig. Her er de sociale relationer præget af ”kompleksitet, foranderlighed og af at være noget, der skal opnås og vedligeholdes”. Det kræver evnen til at kommunikere på mange niveauer samtidig, herunder evnen til forhandling, og vurdere om noget er sagt i en seriøs eller humoristisk hensigt.
Børn kan udpege kammerater, som mestrer den sjove bemærkning eller rappe replik. Nødvendige og anerkendte færdigheder, også hos voksne. Men det foregår ikke altid uden kamp. Det larmer, når to børn udfolder en verbal duel, et mundhuggeri, men de bliver rappe i replikken og øver sig i den fysiske selvbeherskelse, som også hører til genren. Her taber man ansigt hos kammeraterne, hvis man går amok.
Alt det læres kun sammen med andre. Skole, institution og fritid er laboratorierne, hvor disse undersøgelser og eksperimenter med sprog, samvær og kommunikation foregår.

Dette er anskuet ud fra et voksenperspektiv og et nytteperspektiv, men der mindst en anden god grund til at interesse sig for, være opmærksom på, og give plads til legekultur i institutionerne: Det er leg, det er sjovt – og det er og bør også være en god nok grund i sig selv.

Og hvorfor er denne legekultur sommetider en provokation eller udfordring for de (eller nogle) voksne?
”Alle børnene fik seksualundervisning, undtagen Karen, hun lærte det af faren” – barske ord, men folkloristen Reimund Kvideland understreger, at legekulturens genrer bruges til at udtrykke børns indtryk i opvæksten. Temaer som fx sex og incest cirkulerer i medierne, og ved at finde en form og et udtryk, kan tabuer, det ”vi ikke taler om”, alligevel formuleres med en vis, ofte humoristisk distance. For børn bliver det uforståelige sat på en foreløbig form, som de er fælles om.
Det betyder jo ikke, at vi ikke, en anden dag, sammen kan tale seriøst om det.

At fortælle vitser drejer sig også om fællesskaber. Tit blot en fælles glæde ved leg, ord-gak-gak, sprogligt anarki og nonsens. Andre gange som fortællinger om ”de andre” – uanset, om det så drejer sig om køn, etnicitet, religion eller sex. Det er kun en vits, lyder svaret, hvis fortælleren møder en moders strenge blik eller en lærer rynkede øjenbryn. Og vitser er jo kun fiktion! Udsagn i vitser er ikke det samme, som udsagn om verden. Men selvfølgelig skal vi blande os, hvis fx etniske vitser systematisk fortælles med et bevidst racistisk sigte. Hvornår og hvordan vi så skal blande os, er ikke noget nemt spørgsmål.

Pædagogisk arbejde kræver en god dømmekraft. Universelle tommelfingerregler, der passer til enhver situation, er mekaniske og gør os alle lidt dummere, for det må altid bero på et skøn og afvejning, bl.a. ud fra kendskab til de konkrete børn, deres indbyrdes forhold og situationen som helhed.
Men normalt er der ingen grund til panik. Større børn og unge har udviklet empati og situationsfornemmelse: Denne vits fortæller jeg ikke hos mormor. De ved, hvilke vitser, der kan fortælles til hvem og i hvilken sammenhæng.
Er det noget, I har mødt under jeres feltarbejde, eller på anden måde diskuteret?