søndag den 16. september 2007

Børns legekultur - vigtigt og udfordrende

Vandrehistorier, gåder, øgenavne, gysere, parodier og vittigheder. Børn bruger og leger med sproget på mange måder, ligesom de skaber en række fortællinger. Og den mundtlige tradition suppleres i dag med vittigheder pr. mail og sms.
Hvorfor er den vigtig? Og sommetider en udfordring for de voksne?

Ivar Frønes, norsk børnekulturforsker, nævner de uformelle læreprocesser, når børn tilegner sig forskellige måder at kommunikere på. Mens samvær, sociale relationer og kommunikation i familien som regel er præget af stabilitet, rutiner og forudsigelighed, er det anderledes børn imellem i skole og institution.
Her skal børn navigere i situationer, hvor der ikke altid findes enkle spilleregler, og kommunikationen er kompleks og tvetydig. Her er de sociale relationer præget af ”kompleksitet, foranderlighed og af at være noget, der skal opnås og vedligeholdes”. Det kræver evnen til at kommunikere på mange niveauer samtidig, herunder evnen til forhandling, og vurdere om noget er sagt i en seriøs eller humoristisk hensigt.
Børn kan udpege kammerater, som mestrer den sjove bemærkning eller rappe replik. Nødvendige og anerkendte færdigheder, også hos voksne. Men det foregår ikke altid uden kamp. Det larmer, når to børn udfolder en verbal duel, et mundhuggeri, men de bliver rappe i replikken og øver sig i den fysiske selvbeherskelse, som også hører til genren. Her taber man ansigt hos kammeraterne, hvis man går amok.
Alt det læres kun sammen med andre. Skole, institution og fritid er laboratorierne, hvor disse undersøgelser og eksperimenter med sprog, samvær og kommunikation foregår.

Dette er anskuet ud fra et voksenperspektiv og et nytteperspektiv, men der mindst en anden god grund til at interesse sig for, være opmærksom på, og give plads til legekultur i institutionerne: Det er leg, det er sjovt – og det er og bør også være en god nok grund i sig selv.

Og hvorfor er denne legekultur sommetider en provokation eller udfordring for de (eller nogle) voksne?
”Alle børnene fik seksualundervisning, undtagen Karen, hun lærte det af faren” – barske ord, men folkloristen Reimund Kvideland understreger, at legekulturens genrer bruges til at udtrykke børns indtryk i opvæksten. Temaer som fx sex og incest cirkulerer i medierne, og ved at finde en form og et udtryk, kan tabuer, det ”vi ikke taler om”, alligevel formuleres med en vis, ofte humoristisk distance. For børn bliver det uforståelige sat på en foreløbig form, som de er fælles om.
Det betyder jo ikke, at vi ikke, en anden dag, sammen kan tale seriøst om det.

At fortælle vitser drejer sig også om fællesskaber. Tit blot en fælles glæde ved leg, ord-gak-gak, sprogligt anarki og nonsens. Andre gange som fortællinger om ”de andre” – uanset, om det så drejer sig om køn, etnicitet, religion eller sex. Det er kun en vits, lyder svaret, hvis fortælleren møder en moders strenge blik eller en lærer rynkede øjenbryn. Og vitser er jo kun fiktion! Udsagn i vitser er ikke det samme, som udsagn om verden. Men selvfølgelig skal vi blande os, hvis fx etniske vitser systematisk fortælles med et bevidst racistisk sigte. Hvornår og hvordan vi så skal blande os, er ikke noget nemt spørgsmål.

Pædagogisk arbejde kræver en god dømmekraft. Universelle tommelfingerregler, der passer til enhver situation, er mekaniske og gør os alle lidt dummere, for det må altid bero på et skøn og afvejning, bl.a. ud fra kendskab til de konkrete børn, deres indbyrdes forhold og situationen som helhed.
Men normalt er der ingen grund til panik. Større børn og unge har udviklet empati og situationsfornemmelse: Denne vits fortæller jeg ikke hos mormor. De ved, hvilke vitser, der kan fortælles til hvem og i hvilken sammenhæng.
Er det noget, I har mødt under jeres feltarbejde, eller på anden måde diskuteret?

7 kommentarer:

lis faurholt sagde ...

Når jeg læser sætningen: "øver sig i den fysiske selvbeherskelse, som også hører til genren" kommer jeg til at tænke på Computer-projekt i Havnbjerg, som Carsten Jessen og jeg skrev en artikel om for mange år siden.
I afsnittet "Feltstudier - en fortælling" fortæller jeg en oplevelse, der ikke blot illustrer "øvelsen i selvbeherskelsen" (måske endda "træning i selvbeherskelse"?), men også analyserer det voksenblik, der ofte står i vejen for forståelsen af børns legekultur.
Min pointe med at henvise til artiklen er, at det nok ikke er tilstrækkeligt at se på børns leg med velvilje - kun ved også at underkaste sit eget "voksenblik" og "børnesyn" et kritisk eftersyn er det muligt at se børnekulturens egentligte kvaliteter.

Anonym sagde ...

Hej Povl

Vi har lige haft sproguge på skolen og det har taget med i SFOén hvor jeg arbejder. Vi har snakket meget om hvad det er for et sprog børnene har, hvilken måde de bruger det og til hvem. Er det okay at bande og hvis ja hvornår ? Er det okay at kalde hinanden for øgenavne eller andre "grimme" tillægsord og hvis ja i hvilken kontekst ?
Vi blev ret hurtigt enige om at det at bande var okay når det kom som et udtryk pointet til sig selv eller ud i den blå luft. F.eks. "Av for fanden det gjorde ondt " efter at barnet havde slået sig eller fået en splint i fingeren. Men hvis jeg bedte et barn om at gøre et eller andet og barnet dertil svarer " Nej det gider jeg fandme ikke " så er det ikke okay fordi bandeordet er stilet til mig. Hvad så med det vi kalder de andre, både barn/voksen og barn/barn. Her syntes vi alle at det straks var værre at sætte nogle retningsregler op. For her handler det meget om hvem der siger hvad til hvem og hvordan børnene både siger det samt det andet barn høre det. Her blev vi så enige om at der måtte vi være observanter og se på den enkelte situation og kun tage affære når det var negativt ment eller det andet barn føler sig stødt. Ulempen her er at man måske kunne tage nogle ubehagelige situtioner i opløbet hvis der var nogle retningsregler men samtidig ville vi jo så også bremse den "mundtlige legekultur" da vi voksne mange gange tillægger ordene en lidt mere alvorlig betydning end børnene gør.

Håbeer det giver lidt mening alt det jeg har skrevet og glæder mig tilat høre en respons....

Hilsen Nanna

Anonym sagde ...

Det er kun et forsøg,

Anonym sagde ...

Arezu Ghayumi sagde
Når min dater på 8 år synger sange, der indeholder ord man ikke bør sige når man er 8 og hun ser min irretesetende blik forsvare hun det med " despiler den i radioen" og " jeg skal nok lad være med at synge den når der er gæster".
Det viser hendes situations fornemelse i en tidligt alder. Hun leger med ordene selvom hun ikke kender deres betydning,lære ders beydning via min reaktion .
Det er bare en del af legekulturen,tror jeg.
Lis har i si artikel skrevet om børn og copmputer. At computer er en integret del af bør n og unes legekultur. Vi skal å øjnene op for den mediekultur som har sin egen sprog og billeder.
Det er gameboy,internet,computerspil,mobil,radio og fjernsynet, de unge hendviser til, når vi spørger "hvor har du DET fra".
Jeg synes ,at det er vigtigt at vi detager i den stor medie og sprog udvikling, som er en stor del af børnens legekultur.

Anonym sagde ...

Da jeg var et år i usa som au-pair, arbejdede jeg hos en familie, hvor pigerne var 7 og 9år.
På et tidspunkt ville de lave et show for deres venner og forældre, hvor de dansede og sang med på en sang af bandet Outkast, som var på sit højeste dengang. I sangen var der frække/bande ord, som de syntes var vældig morsomme når de optrådte for vennerne og ikke mindst deres forældre. Men da turen så kom til at bedsteforældrene skulle se dem optræde, blev de "forbudte" ord lavet om til BIIB. Jeg spurgte dem hvorfor, hvortil de svarede: "bedstefar siger altid at vi ikke må bande".
Jeg var meget imponeret over, at disse to små piger, selv ændrede sangen til ære for deres bedsteforældre.
Men forældrene begyndte at overveje, hvordan det kunne være at der var mere respekt for bedsteforældrene end dem, for derhjemme var bandeord heller ikke tilladt i det daglige sprog.

povl bjerregaard sagde ...

Hej Nanna, Arezu, Line og alle andre :-)
Det er nogle gode eksempler på, hvordan børn ofte (og i en tidlig alder) har en veludviklet situationsfornemmelse: "Hvad må jeg sige til hvem i hvilken sammenhæng".

Det amerikanske biip viser fint, dels en smart strategi til alligevel sige det frække, helt underforstået og alligevel vise en eller andre grad af respekt for bedsteforældrene.

Ang. "det grimme sprog", og debatten om det, som her været "hot" igennem længere tid herovre i Københavnstrup og med garanti også er det andre, så er det vel vigtigt lige at huske på, hvordan (nogle) voksne også taler, inden vi dæmoniserer børnene og deres sprog. Det er karakteristisk, at vi bruger en metafor, der handler om sygdom eller infektion, når vi (ikke dig Nanna) ofte siger, at "det grimme sprog smitter". Men det er en svær udfordring og et område fyldt med dilemmaer i institutionerne.(Jeg sender en lille artikel til Lis, som hun kan lægge op til jeres fælles materialer, når hun får tid.)

Anonym sagde ...

Hej Povl

Kom til at tænke - efter at have læst overskriften på din tekst, som Lis har lagt ud til os - Anna David sang engang "FUCK DIG", på bluser og underbukser er der nu trykt "NARRØV", "TUDEFJÆS", "TABER" og "NØRD" og man kan købe en "FUCK-FINGER" til at sætte på anhængertrækket.... - ikke helt nemt at "si" det grimme sprog fra, hvad enten man er voksen eller barn

Tina