Den gode fortæller

Kan du ikke skrive noget om den gode fortæller?, foreslog Lis, da vi var i gang med planlægningen pr. mail.


At være en god fortæller kræver: 1) at have repertoire og 2) være god til at fortælle i situationen. Og se jer omkring: blandt jer selv, medstuderende og andre voksne I kender, for jeg mener ikke, der er grundlæggende ikke forskel på børn og voksne, når det drejer sig om ”den gode fortæller” - som også findes blandt voksne.

Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I derfor bør være passende kritiske overfor.
Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår".

Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien eller dele af den er samlet. Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der hyppigst fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller.

I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.

Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire - nogle med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, og nogle uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.

I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.

Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.

De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.

I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.

Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel.

Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk.

Men måske har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved tendenserne i Roos undersøgelse?

Børns legekultur - vigtigt og udfordrende

Vandrehistorier, gåder, øgenavne, gysere, parodier og vittigheder. Børn bruger og leger med sproget på mange måder, ligesom de skaber en række fortællinger. Og den mundtlige tradition suppleres i dag med vittigheder pr. mail og sms.
Hvorfor er den vigtig? Og sommetider en udfordring for de voksne?

Ivar Frønes, norsk børnekulturforsker, nævner de uformelle læreprocesser, når børn tilegner sig forskellige måder at kommunikere på. Mens samvær, sociale relationer og kommunikation i familien som regel er præget af stabilitet, rutiner og forudsigelighed, er det anderledes børn imellem i skole og institution.
Her skal børn navigere i situationer, hvor der ikke altid findes enkle spilleregler, og kommunikationen er kompleks og tvetydig. Her er de sociale relationer præget af ”kompleksitet, foranderlighed og af at være noget, der skal opnås og vedligeholdes”. Det kræver evnen til at kommunikere på mange niveauer samtidig, herunder evnen til forhandling, og vurdere om noget er sagt i en seriøs eller humoristisk hensigt.
Børn kan udpege kammerater, som mestrer den sjove bemærkning eller rappe replik. Nødvendige og anerkendte færdigheder, også hos voksne. Men det foregår ikke altid uden kamp. Det larmer, når to børn udfolder en verbal duel, et mundhuggeri, men de bliver rappe i replikken og øver sig i den fysiske selvbeherskelse, som også hører til genren. Her taber man ansigt hos kammeraterne, hvis man går amok.
Alt det læres kun sammen med andre. Skole, institution og fritid er laboratorierne, hvor disse undersøgelser og eksperimenter med sprog, samvær og kommunikation foregår.

Dette er anskuet ud fra et voksenperspektiv og et nytteperspektiv, men der mindst en anden god grund til at interesse sig for, være opmærksom på, og give plads til legekultur i institutionerne: Det er leg, det er sjovt – og det er og bør også være en god nok grund i sig selv.

Og hvorfor er denne legekultur sommetider en provokation eller udfordring for de (eller nogle) voksne?
”Alle børnene fik seksualundervisning, undtagen Karen, hun lærte det af faren” – barske ord, men folkloristen Reimund Kvideland understreger, at legekulturens genrer bruges til at udtrykke børns indtryk i opvæksten. Temaer som fx sex og incest cirkulerer i medierne, og ved at finde en form og et udtryk, kan tabuer, det ”vi ikke taler om”, alligevel formuleres med en vis, ofte humoristisk distance. For børn bliver det uforståelige sat på en foreløbig form, som de er fælles om.
Det betyder jo ikke, at vi ikke, en anden dag, sammen kan tale seriøst om det.

At fortælle vitser drejer sig også om fællesskaber. Tit blot en fælles glæde ved leg, ord-gak-gak, sprogligt anarki og nonsens. Andre gange som fortællinger om ”de andre” – uanset, om det så drejer sig om køn, etnicitet, religion eller sex. Det er kun en vits, lyder svaret, hvis fortælleren møder en moders strenge blik eller en lærer rynkede øjenbryn. Og vitser er jo kun fiktion! Udsagn i vitser er ikke det samme, som udsagn om verden. Men selvfølgelig skal vi blande os, hvis fx etniske vitser systematisk fortælles med et bevidst racistisk sigte. Hvornår og hvordan vi så skal blande os, er ikke noget nemt spørgsmål.

Pædagogisk arbejde kræver en god dømmekraft. Universelle tommelfingerregler, der passer til enhver situation, er mekaniske og gør os alle lidt dummere, for det må altid bero på et skøn og afvejning, bl.a. ud fra kendskab til de konkrete børn, deres indbyrdes forhold og situationen som helhed.
Men normalt er der ingen grund til panik. Større børn og unge har udviklet empati og situationsfornemmelse: Denne vits fortæller jeg ikke hos mormor. De ved, hvilke vitser, der kan fortælles til hvem og i hvilken sammenhæng.
Er det noget, I har mødt under jeres feltarbejde, eller på anden måde diskuteret?

Meningen med vitser

Vitsers betydning, funktion og anvendelsesmuligheder

Vitser har flere forskellige funktioner og anvendelsesmuligheder, når børn møder hinanden ansigt til ansigt: at have det sjovt, udspille magtkampe, drilleri. Eller at demonstrere venskab for øjnene af de andre børn. En dreng fortalte en gåde og tilføjede: ”Men Søren og Lars må ikke gætte, for de kender den godt”. Og børn gør sig i forskellige situationer mange erfaringer med æstetik, sprog, fortælling, samværs og kommunikationsformer.

Den betydning og funktion, som de forskellige genrer har, må begribes i den konkrete kontekst.
Vitsen kan ikke ses isoleret, men også som del af en kommunikation, hvor en kommunikerer til andre og bruger vitsen som del heri. "Hvad er ligheden mellem dinosaurer og søde piger?", spurgte en dreng. Da han svarede: "Begge arter er uddøde", lød der et brøl fra pigerne – og det var netop dette drilleri, der havde en lille undertone af flirt, der var drengens projekt ved at fortælle netop den vits i netop den situation.

Indholdet i legekulturen præges af tendenserne i moderne barndom, og samtidig kan dette indhold i vitserne ses som en stor og samlet symbolsk fortælling, der kommenterer nogle af disse tendenser.
Indtryk, oplevelser og temaer, der cirkulerer rundt i og omkring børns liv fortælles i en symbolsk form i vitserne. ”Alle børnene”- genren bruger en række temaer som råstof, som i genren sættes på spidsen. Og vitserne tegner og fortæller tilsammen et billede af børn, barndom og samfund – et billede der både ligner, og alligevel er temmelig anderledes end for fx 50 eller 100 år siden.


Ofte er bestemte funktioner knyttet til bestemte genrer. Tælleremser er praktiske, når en leg skal organiseres. Forskellige genrer har nogle indbyggede funktioner eller måske rettere og bedre anvendelsesmuligheder, men det er ikke sikkert, de bruges på den måde.
Genrerne kan jo ”omfunktioneres” til noget andet, fx fis og ballade.
Gåder kalder på en kappestrid; hvem er skrappest til at gætte svaret, hvem kan stille den mest spidsfindige gåde, hvor de andre må give op. Men man kan godt opleve, at gættegætningen forandres til noget andet, nærmest sprogligt fis og anarki. Jeg tror egentlig, det samme sker, når voksne leger eller spiller fx Trivial Pursuit – her udvikler spillet og konkurrencen sig pludseligt til sproglige jokes, ordspil og andet, der ikke er omfattet af spillereglerne.