Rygterne om vittighedens død er stærkt overdrevne

Vittigheden er død, siger Sebastian Dorset, stand-up komiker. Han suppleres af Bent Albøge, der i over 20 år har redigeret siderne med vittigheder i Se og Hør: ”Vi gider ikke længere læse vittigheder”. Sandsynligvis har de ret, når det gælder voksnes brug af vittigheder, men strengt taget har vi ikke sikker viden om det!

Når det gælder børns brug af vittigheder, har de ikke ret, for der fortælles stadig mange og forskellige vitser. Se en aktuel indsamling af vitser blandt børn i Sønderjylland, omtalt her på bloggen. Se bogen Vitser og gåder fortalt af børn af Britta Schneider Jørgensen, hvor omkring 1200 børn i 90 klasser landet over har bidraget til bogen som del af arbejdet med fortælleglæde i danskundervisningen.
Naturligvis er vittigheder en dynamisk genre, for nu gider ingen høre Århus og Skoda-vitser, mens der er masser af liv i fx blondine-vitser og stor sproglig kreativitet i Alle børnene … - genren.

Når (eller hvis) vittigheder ikke er lige så levende og vitale i voksnes mundtlige kultur som før i tiden, er der mange grunde:
Set i et sociologisk perspektiv har der altid været sammenhæng mellem samfundets indretning (familieformer, produktions og arbejdsformer, sociale netværkers udformning) og de genrer og udtryksformer, der var dominerende og i live. I dag er større industriarbejdspladser under afvikling, ligesom den mundtlige fortællekultur, som levede her.
Moderne måder at organisere arbejdslivet på er sandsynligvis så effektive, at der ikke er spildtid, tid til leg og uproduktive mundtlige fortællinger.
Måske spiller det også ind, at diverse værdikampe sommetider ender i en form for politisk korrekthed, hvor man tænker sig godt om, før man fortæller en vittighed om en minoritet; uanset om den vedrører etnicitet, køn, handicap, religion eller andre forhold, der kan være råstof i en vittighed. Og naturligvis er der mange andre, mulige grunde!

”Alligevel vil jeg gerne slå et slag for den ”traditionelle” vittighed. Det har altid været en del af vores kultur at lave og fortælle vittigheder, og det skulle nødigt gå tabt”, siger Povl Høst-Madsen i en kronik i Politiken, hvor han begræder udviklingen, når det drejer sig om voksne og deres brug af vitser. Hans tanke er sympatisk, men det er nok svært at lave kulturbevaring og støtteforanstaltninger, særligt af mundtlige, folkelige genrer. Måske er vitser en del af kulturarven, men da den ikke tilhører dannelseskulturen, skal vi ikke forvente statslige støtteforanstaltning. Den mundtlige kultur må klare sig, forandre sig – eller gå under, sådan som det altid har været, ifølge folkloristikken.
Til gengæld tyder alt på, at vitserne i børns mundtlige legekultur stadig er i live! Men jeg kan jo tage fejl?

Den omtalte bog:
Britta Schneider Jørgensen: Vitser og gåder fortalt af børn. Didactica 2008.