Vitser af alle slags finder man nemt på nettet. Her på siden er et link til Børns vitser, der er bemærkelsesværdigt, fordi det rummer en stor samling af vitser indsamlet blandt børn.
Det store arbejde er udført af netstuderende fra pædagoguddannelsen på University College Syd som del af deres undervisning med Lis Faurholt. Et hold i år og et hold sidste år har været på feltarbejde.Vi andre siger pænt tak! Nu har vi alle en direkte adgang til aktuel mundtlig legekultur og et nutidigt repertoire. På de studerendes fælles blog, Børns vitser, præsenterer de deres projekter, og på nogle af posterne her på bloggen kan du læse om nogle af deres erfaringer, bl.a. fra feltarbejdet.
søndag den 20. april 2008
onsdag den 16. april 2008
Erik Kaas Nielsen - en pioner i legekulturforskningen
Nogle pionerer får ikke altid den anerkendelse, de fortjener.
Erik Kaas Nielsen var skolelærer og folklorist med særlig interesse for børns lege og mundtlige genrer. Han døde sidste år, 86 år gammel, og den eneste omtale, han fik, var en kort nekrolog i Kristelig Dagblad.
I januar 2001 havde jeg mulighed for at interviewe ham en god lang eftermiddag. Jeg skulle skrive en artikel til Børn og Bøger (2001,nr. 2), fordi bogen Den der er forkølet skal i fængsel – en bog om børns leg og fortællinger netop var udkommet. Artiklen bringes her:
Leg, spil, rim og remser
I 1950-erne lød et af versene i pigers poesibøger:
Den, der stjæler denne bog.
Hun skal hænges på en krog,
hun skal piskes med et ris,
til hun hyler som en gris.
Verset understreger poesibogens private karakter, så det var derfor en tillidserklæring, når pigerne i Erik Kaas Nielsens klasse i 1957 overlod ham deres poesibøger. Det var før kopimaskinernes tid, så de mange poesivers blevet kopieret i hånden. Ofte måtte pigerne vente flere dage på at få bøgerne tilbage, for mange af dem var indholdsrige.
For en voksen med blik for og interesse i forskellige børnekulturelle genrer og udtryksformer, var arbejdet som lærer velegnet til feltarbejde blandt børn. De børn, som han kaldte “stammen iblandt os” i sin første bog “Det lille folk” fra 1965. Benævnelsen af børn, som et andet folk, en anden kultur i egen ret, som ikke skulle vurderes ud fra voksnes nytteforestillinger, er karakteristisk for hele hans arbejde. Hverken nedladende eller romantiserende i sin omgang med børn og deres egen kultur.
I sin nyeste bog: “Den der er forkølet skal i fængsel”(2000), nævner Erik Kaas Nielsen, hvordan hans arbejdsområde, begrebet “børnefolklore”, ikke skal forstås som noget “eksotisk og karnevalsagtigt, der arrangeres af velmenende og nostalgiske voksne. Det er tværtimod noget meget hverdagsagtigt, der foregår mellem børn og frem for alt på deres egne betingelser.”
Det er med blik for hverdagslivet, han har fastholdt og registreret dele af børns liv, som det udfolder sig på gaden, i gården - både derhjemme og i skolen. Det liv, som mange voksne ikke har blik for.
Med poesibøgerne var dokumentationsarbejdet langsommeligt, men overkommeligt, fordi original-materialet var skriftligt. Andre af legekulturens udtryksformer og genrer er flygtige, både de mundtlige: rim, remser, gåder, vittigheder og gyserhistorier, og de kropslige: elastikhop, klappesange og sanglege mm. Det er disse former, han har været med til fastholde i sit registreringsarbejde, hvoraf store dele er overgivet til Dansk Folkemindesamling.
Erik Kaas´ måde at arbejde på, var på mange måder ny og anderledes. Tidligere havde andre også forsket i børns lege og fortællinger, bl.a. Evald Tang Kristensen, primært ved at spørge voksne om deres barndoms lege og fortællinger. Men Erik Kaas og andre samtidige, fx Peter og Iona Opie i England, gik direkte til børnene. “Piger har med stor omhu nedskrevet forskellige lege, og selv om beskrivelserne ikke var fuldstændige, kunne man få et godt indtryk ved at lægge flere beskrivelser sammen. Andre gange var det interessante netop små detaljer og afvigelser, der kunne præcisere en lokal variant”.
Lærer og folklorist
Da han i 1955 fik arbejde som lærer på Københavns vestegn, begyndte han sine systematiske indsamlinger, både alene og sammen med kolleger, og gennem mødet med Iørn Pio fra Dansk Folkemindesamling blev interessen skærpet og et livslangt samarbejde grundlagt. Siden fulgte kontakter til andre i udlandet, så han kunne se sine egne arbejder i et bredere internationalt lys. Mange lege og fortællinger findes på tværs af landegrænser, i nationale og ofte også regionale og lokalt forankrede varianter. “På den måde har legekulturen længe været noget fælles i en global landsby.”
I løbet af interviewet afsløres en af drivkræfterne bag de mange projekter, nemlig nysgerrigheden og glæden ved at opdage at en bestemt leg eller fortælling, også findes et andet sted på kloden eller har historiske rødder langt tilbage.
Som lærer (og gårdvagt) fik han en fin udsigtspost til at iagttage og undersøge børns lege. “Somme tider måtte man naturligvis gribe ind, andre gange var det bedre at lukke øjnene på det rigtige tidspunkt. Og selvfølgelig var det ikke morsomt, at være gårdvagt, når det var snevejr”. Det blev tydeligt, hvordan mange lege har deres egen årsrytme. Når foråret kommer, findes sjippetove og hinkesten frem og gårdene bliver overmalet med hinkeruder i mange former.
Han så ændringerne i børns legekultur, da de kønsopdelte skolegårde forsvandt. Pludselig kunne man i skolen lege “pigerne efter drengene” og vice versa. “Pigerne efter drengene var mest populær, for som en drenge sagde: Pigerne kan ikke løbe, så hvis vi leger drenge efter pigerne, bliver de alt for hurtigt fanget”. Drengene ville godt lege med pigerne, men når pigerne legede sanglege, skulle drengene helst gå.
Leg - før og nu
Erik Kaas nævner ændringerne i børns lege, hvor der tidligere var mange flere “grove” lege med stærkere fysisk kontakt, f.eks drenges brydekampe. Samtidig er legealderen kortere idag end tidligere. “Men de, som siger at legen er forsvundet, har nok ikke været på feltarbejde.” Selvom børn idag er overvåget af voksne, udfoldes der stadig både nye og gamle lege - både i skolen og i boligkvartererne i børns fritid.
Børns legerepertoire er en kombination af traditionelle og nye lege, der kommer til. Erik Kaas har modtaget breve fra ældre informanter, der har fortalt, hvordan de som unge dyrkede sanglegene. “Når man var 14 år, så dyrkede man sanglege udenfor forældrekredsen. Ofte var det i forsamlingshuset, hvor der var nogle ældre til stede. Det kunne også være religiøst betonet, fordi man ikke så gerne så unge i pardans, men accepterede sanglege. Andre steder kom unge sammen på gårdene og legede på gårdspladsen eller i laden.”
De gamle sanglege blev mere og mere sjældne i perioden fra 1970-1990, mens andre lege kom til, f.eks. elastikhop og klappelege. Måske var nogle af disse lege lettere af lege indendørs, for perioden var også præget af, at flere børn fik indetilladelse i frikvarterer. “Pludselig blev alle børn kuldskære. Det var et folkekrav, at børn kunne være inde. Hvis ikke det øser ned, har børn bedst af at være ude og nu viser det sig så, at de ikke får motion nok i skolen.”
Mange lege, fx fangeleg har navne, der er lokale eller dialektprægede. Legen, der hedder “et-tag-fat” i København, hedder visse steder i Brøndby “pint”, ligesom nogle navne genfindes på tværs af landegrænser, fx den jyske betegnelse “tik”, som genfindes bl.a. i Norge, Skotland og England. Sommetider får lege også aktuelle navne, og Erik Kaas fortæller hvordan han har set danske børn, der brugte udtrykket “aids”, når de legede fangeleg, og har hørt om samme iagttagelse fra både Trondheim i Norge og i Hampshire i England.
I 197o-erne, hvor der var mange bestræbelser på at få “legeapparater, og mere pædagogiske legepladser” på skolerne, lavede Erik Kaas med kolleger en undersøgelse på skolen. Der var ingen legeredskaber, men der var god plads i de mange asfalterede gårde mellem skolen pavilloner. Erik Kaas fortæller om en vinterdag i en “sur klasse”. Efter frikvarteret kom børnene tilbage i højt humør, for de havde løbet på skøjter på en stor isdækket parkeringsplads, som endnu ikke var taget i brug. Da det blev forår, blev der hinket og registret over 30 forskellige former og varianter af hinkeruder.
En levende legekultur
At lege og fortællinger forbliver levende og over-leveres fra en børnegeneration til næste børne-generation afhænger af, at mange børn på tværs af aldersopdelinger har mulighed for at mødes. Lege-mønstret er derfor anderledes i den mindre by på landet end den er i byernes store boligkarreer. Her, hvor koncentrationen af børn er høj, findes det største legerepertoire. I modsætning hertil er parcelhuskvarterne, hvor børn har et andet lege-mønster. At lege sammen bliver tit noget, der skal aftales og arrangeres, men i boligkarreerne, går man bare ned i gården og på legepladsen, fordi man altid kan være sikker på, at der er andre børn. Men traditionsoverleveringen sker også skolen i frikvartererne.
Englænderen W.Watson lavede i Storbritanien omkring 1950 en sammenligning mellem arbejderklasse- og middelklassebørns lege i et kulminedistrikt. Arbejderklassebørn havde en “længere legealder”, her legede børnene til de blev 14-15 år, og de var tæt knyttet til og forankret i kvarteret, mens middelklassebørnene fra eksamensskolen skulle læse lektier, ligesom deres forældre ikke syntes, det var fint at lege på gaden. En svensk undersøgelse (Eva Lis Bjurman) fra slutningen af 1970-erne viste et mønster, hvor børn fra lavindkomst-familier legede sammen i store flokke udendørs, mens børnene fra villakvartererne legede i haverne og indendørs.
I Erik Kaas barndom var det ikke unormalt, at en dreng, der var konfirmeret om søndagen og derved voksen, stak hovedet ned i gården et par dage efter for at lege. Det ville man ikke se i dag.
Da legeforskere i USA skulle finde sanglege, måtte de ud i fattigkvartererne, “for der var mange børn, og det skal selvfølgelig ikke romantiseres, men de tilbringer længere tid på gaden og der er ikke så mange måder at underholde sig på. De må finde på det selv.”
Legens prestige
Generelt har legen mistet prestige. “Drengene i 3-4 klase, der leger med biler, går afsides og siger, det er fordi de samler på biler. At lege er lidt foragteligt. Pigerne, der var glade for at lave klappesange holdt op og svarede: “at så står de der fra 6 klasse, og siger: Nåh, leger I sådan en børneleg endnu.” Så holder de jo op. Der er sket en ændring. Det er det “teenageri”, der er kommet fra Amerika. Den erotisering af legen, som man taler om, har sådan set været der altid, men det med at man skal have en kæreste fra man er 12 år, det er kommet fra USA, hvor det er prestigebetonet for mange mødre”.
Som eksempel på, hvordan voksne kan øge legens prestige, nævner Erik Kaas australske lærere, der viste videoer af de gamle lege og spil. Her viste voksne, der huskede og var gode til lege og spil, fx terra, snore- og boldlege, hvordan de skulle udføres og leges. “ Dermed tjener man to formål. Man viser børnene en bestemt legekultur, som de selv kan lege, og så bevarer man noget. Børn tror tit, at det var bedre i gamle dage, der havde man alt det der: der var så mange lege. Jeg mener ikke, at man altid skal bevare gamle lege, men det er jo ikke sådan at alt gammelt er dårligt og alt nyt er godt. Man skal ikke sætte ind med en stor redningsaktion. Det skal komme lidt ad gangen.”
Erik Kaas ved godt, at tv- og computer optager børn i dag, men gør opmærksom på, at legens sanselighed, at røre ved hinanden er både naturligt og nødvendig. “Når en dreng 9. klasse jagter en pige, der har taget hans halstørklæde, er det jo ikke mobning, men både en flirt og en leg, hvor mulighederne for at røre hinanden og “legeslås” er vigtige.”
Fortællingen
Undervejs i interviewet bliver en egenskab tydelig. Erik Kaas er glad for en god historie, og det må være noget børn har kunnet mærke. Han må lige fortælle den og den vits, og lider ikke af frygt for at tage tabuemner i sin mund. Det er nødvendigt at have gode ører, når børn fortæller og ikke lide af skræk for folkelige udtryk og historier. Måske er det egne barndomserfaringer fra Nørrebro, der har gjort ham rummelig, også for det, som nogle voksne vil kalde børns frisprog.
Han fortæller, hvordan han i 1995 besøgte en skole i Gjellerup, for at indsamle historier. Et område, der var udvalgt bl.a fordi Tang Kristensen havde været der i 1870-erne. I løbet af 3 dage, fik Erik Kaas Nielsen indsamlet 200 vittigheder og historier ved at være sammen med hver klasse i 2 timer.“ Når man er på samme skole, så hører man forskellige eksempler og varianter af den samme historie, og sommetider opdager man, at de også har deres historier fra bøger”.
Nogle af historierne har deres rødder langt tilbage, mens andre er af nyere dato. F.eks. har nogle ”perkervitser” deres sidestykker i vitser om jyden, sjællænderen og fynboen, ligesom man i England fortæller om skotter, irere og walisere.
“Det er jo et tabuområde og nede i gården fortæller de dem jo. Når man fortæller historier om tyrkere og perkere, kunne det være, fordi de er ved at blive integreret. Nu glider de ind i de gamle historier, ligesom når jydsktalende børn blev afrettet, når de kom til København. Men jeg er usikker på genren, for der også eksempler på historier, der ikke er så rare.”
I Sverige fortæller de vitser om nordmænd. Nordmændene reagerer på svenskeres vitser om nordmænd, og Erik Kaas nævner, hvordan han uforvarende fik en nordmand og en svensker til at skændes om, hvem der begyndte “den norsk-svenske vittighedskrig”.
Traditionen er gammel, bl.a. for fækale og seksuelle vitser. De samme vitser er blevet fortalt om henholdsvis Bellman og Peder Vessel, og mange af disse fortælles i dag om Lille-Lise ell4er Per. Sjovt nok skifter de to køns repertoire med alderen, siger Erik Kaas og nævner svenskeren Björn Roos´ undersøgelse. Her var det primært pigerne, der fortalte de seksuelle vitser, når man undersøgte det i 6 klasse. Men i 9. klasse var det så drengene, der havde flest af de seksuelle vitser på deres repertoire.
“Når jeg spørger om deres historier, så spørger jeg jo ikke om kan de kan nogle frække, eller hvad der er den frækkeste de kender. Børn er jo så spontane, så hvis de kan en god historie, så kommer den jo. De forsøger sig jo frem - kan han tage det? De kan mærke på en, at man er interesseret. Og hvis man vil have detaljer, så fortæller de og er stolte af det”.
Kultur, kultur og kultur
“Den professionelle børnekultur for børn, som har mange voksnes interesse og også en vis politisk bevågenhed, er udmærket. Det er da godt, at børn også møder professionelle skuespillere, der kan fortælle en historie, og hører musikere indføre børn i musikkens verden. De kan selvfølgelig noget. Børn kan opleve kunst og kultur på en måde, der gør indtryk. Jeg vil hævde, at en god fortælling i en undervisningstime, kan være lige så inspirerende. Mange af min barndoms lærere var gode til at fortælle, og ofte legede vi det bagefter”.
Udvalgte bøger af Erik Kaas Nielsen:
“Det lille folk”(1965)
“Gæt en gåde, 404 gåder og sjove spørgsmål”(1967)
“Rim og remser for store og små”(1974)
“Jeg vil synge en sang. Børns viser og sange før og nu”(1986)
“Manden fra galgen - og andre af børns gysere”(1991)
“Den der er forkølet skal i fængsel” (2000), der indeholder fortegnelse over samtlige EKN´s bøger, artikler, rapporter og anmeldelser.
Se oversigt Erik Kaas Nielsen på bibliotek.dk
Erik Kaas Nielsen var skolelærer og folklorist med særlig interesse for børns lege og mundtlige genrer. Han døde sidste år, 86 år gammel, og den eneste omtale, han fik, var en kort nekrolog i Kristelig Dagblad.
I januar 2001 havde jeg mulighed for at interviewe ham en god lang eftermiddag. Jeg skulle skrive en artikel til Børn og Bøger (2001,nr. 2), fordi bogen Den der er forkølet skal i fængsel – en bog om børns leg og fortællinger netop var udkommet. Artiklen bringes her:
Leg, spil, rim og remser
I 1950-erne lød et af versene i pigers poesibøger:
Den, der stjæler denne bog.
Hun skal hænges på en krog,
hun skal piskes med et ris,
til hun hyler som en gris.
Verset understreger poesibogens private karakter, så det var derfor en tillidserklæring, når pigerne i Erik Kaas Nielsens klasse i 1957 overlod ham deres poesibøger. Det var før kopimaskinernes tid, så de mange poesivers blevet kopieret i hånden. Ofte måtte pigerne vente flere dage på at få bøgerne tilbage, for mange af dem var indholdsrige.
For en voksen med blik for og interesse i forskellige børnekulturelle genrer og udtryksformer, var arbejdet som lærer velegnet til feltarbejde blandt børn. De børn, som han kaldte “stammen iblandt os” i sin første bog “Det lille folk” fra 1965. Benævnelsen af børn, som et andet folk, en anden kultur i egen ret, som ikke skulle vurderes ud fra voksnes nytteforestillinger, er karakteristisk for hele hans arbejde. Hverken nedladende eller romantiserende i sin omgang med børn og deres egen kultur.
I sin nyeste bog: “Den der er forkølet skal i fængsel”(2000), nævner Erik Kaas Nielsen, hvordan hans arbejdsområde, begrebet “børnefolklore”, ikke skal forstås som noget “eksotisk og karnevalsagtigt, der arrangeres af velmenende og nostalgiske voksne. Det er tværtimod noget meget hverdagsagtigt, der foregår mellem børn og frem for alt på deres egne betingelser.”
Det er med blik for hverdagslivet, han har fastholdt og registreret dele af børns liv, som det udfolder sig på gaden, i gården - både derhjemme og i skolen. Det liv, som mange voksne ikke har blik for.
Med poesibøgerne var dokumentationsarbejdet langsommeligt, men overkommeligt, fordi original-materialet var skriftligt. Andre af legekulturens udtryksformer og genrer er flygtige, både de mundtlige: rim, remser, gåder, vittigheder og gyserhistorier, og de kropslige: elastikhop, klappesange og sanglege mm. Det er disse former, han har været med til fastholde i sit registreringsarbejde, hvoraf store dele er overgivet til Dansk Folkemindesamling.
Erik Kaas´ måde at arbejde på, var på mange måder ny og anderledes. Tidligere havde andre også forsket i børns lege og fortællinger, bl.a. Evald Tang Kristensen, primært ved at spørge voksne om deres barndoms lege og fortællinger. Men Erik Kaas og andre samtidige, fx Peter og Iona Opie i England, gik direkte til børnene. “Piger har med stor omhu nedskrevet forskellige lege, og selv om beskrivelserne ikke var fuldstændige, kunne man få et godt indtryk ved at lægge flere beskrivelser sammen. Andre gange var det interessante netop små detaljer og afvigelser, der kunne præcisere en lokal variant”.
Lærer og folklorist
Da han i 1955 fik arbejde som lærer på Københavns vestegn, begyndte han sine systematiske indsamlinger, både alene og sammen med kolleger, og gennem mødet med Iørn Pio fra Dansk Folkemindesamling blev interessen skærpet og et livslangt samarbejde grundlagt. Siden fulgte kontakter til andre i udlandet, så han kunne se sine egne arbejder i et bredere internationalt lys. Mange lege og fortællinger findes på tværs af landegrænser, i nationale og ofte også regionale og lokalt forankrede varianter. “På den måde har legekulturen længe været noget fælles i en global landsby.”
I løbet af interviewet afsløres en af drivkræfterne bag de mange projekter, nemlig nysgerrigheden og glæden ved at opdage at en bestemt leg eller fortælling, også findes et andet sted på kloden eller har historiske rødder langt tilbage.
Som lærer (og gårdvagt) fik han en fin udsigtspost til at iagttage og undersøge børns lege. “Somme tider måtte man naturligvis gribe ind, andre gange var det bedre at lukke øjnene på det rigtige tidspunkt. Og selvfølgelig var det ikke morsomt, at være gårdvagt, når det var snevejr”. Det blev tydeligt, hvordan mange lege har deres egen årsrytme. Når foråret kommer, findes sjippetove og hinkesten frem og gårdene bliver overmalet med hinkeruder i mange former.
Han så ændringerne i børns legekultur, da de kønsopdelte skolegårde forsvandt. Pludselig kunne man i skolen lege “pigerne efter drengene” og vice versa. “Pigerne efter drengene var mest populær, for som en drenge sagde: Pigerne kan ikke løbe, så hvis vi leger drenge efter pigerne, bliver de alt for hurtigt fanget”. Drengene ville godt lege med pigerne, men når pigerne legede sanglege, skulle drengene helst gå.
Leg - før og nu
Erik Kaas nævner ændringerne i børns lege, hvor der tidligere var mange flere “grove” lege med stærkere fysisk kontakt, f.eks drenges brydekampe. Samtidig er legealderen kortere idag end tidligere. “Men de, som siger at legen er forsvundet, har nok ikke været på feltarbejde.” Selvom børn idag er overvåget af voksne, udfoldes der stadig både nye og gamle lege - både i skolen og i boligkvartererne i børns fritid.
Børns legerepertoire er en kombination af traditionelle og nye lege, der kommer til. Erik Kaas har modtaget breve fra ældre informanter, der har fortalt, hvordan de som unge dyrkede sanglegene. “Når man var 14 år, så dyrkede man sanglege udenfor forældrekredsen. Ofte var det i forsamlingshuset, hvor der var nogle ældre til stede. Det kunne også være religiøst betonet, fordi man ikke så gerne så unge i pardans, men accepterede sanglege. Andre steder kom unge sammen på gårdene og legede på gårdspladsen eller i laden.”
De gamle sanglege blev mere og mere sjældne i perioden fra 1970-1990, mens andre lege kom til, f.eks. elastikhop og klappelege. Måske var nogle af disse lege lettere af lege indendørs, for perioden var også præget af, at flere børn fik indetilladelse i frikvarterer. “Pludselig blev alle børn kuldskære. Det var et folkekrav, at børn kunne være inde. Hvis ikke det øser ned, har børn bedst af at være ude og nu viser det sig så, at de ikke får motion nok i skolen.”
Mange lege, fx fangeleg har navne, der er lokale eller dialektprægede. Legen, der hedder “et-tag-fat” i København, hedder visse steder i Brøndby “pint”, ligesom nogle navne genfindes på tværs af landegrænser, fx den jyske betegnelse “tik”, som genfindes bl.a. i Norge, Skotland og England. Sommetider får lege også aktuelle navne, og Erik Kaas fortæller hvordan han har set danske børn, der brugte udtrykket “aids”, når de legede fangeleg, og har hørt om samme iagttagelse fra både Trondheim i Norge og i Hampshire i England.
I 197o-erne, hvor der var mange bestræbelser på at få “legeapparater, og mere pædagogiske legepladser” på skolerne, lavede Erik Kaas med kolleger en undersøgelse på skolen. Der var ingen legeredskaber, men der var god plads i de mange asfalterede gårde mellem skolen pavilloner. Erik Kaas fortæller om en vinterdag i en “sur klasse”. Efter frikvarteret kom børnene tilbage i højt humør, for de havde løbet på skøjter på en stor isdækket parkeringsplads, som endnu ikke var taget i brug. Da det blev forår, blev der hinket og registret over 30 forskellige former og varianter af hinkeruder.
En levende legekultur
At lege og fortællinger forbliver levende og over-leveres fra en børnegeneration til næste børne-generation afhænger af, at mange børn på tværs af aldersopdelinger har mulighed for at mødes. Lege-mønstret er derfor anderledes i den mindre by på landet end den er i byernes store boligkarreer. Her, hvor koncentrationen af børn er høj, findes det største legerepertoire. I modsætning hertil er parcelhuskvarterne, hvor børn har et andet lege-mønster. At lege sammen bliver tit noget, der skal aftales og arrangeres, men i boligkarreerne, går man bare ned i gården og på legepladsen, fordi man altid kan være sikker på, at der er andre børn. Men traditionsoverleveringen sker også skolen i frikvartererne.
Englænderen W.Watson lavede i Storbritanien omkring 1950 en sammenligning mellem arbejderklasse- og middelklassebørns lege i et kulminedistrikt. Arbejderklassebørn havde en “længere legealder”, her legede børnene til de blev 14-15 år, og de var tæt knyttet til og forankret i kvarteret, mens middelklassebørnene fra eksamensskolen skulle læse lektier, ligesom deres forældre ikke syntes, det var fint at lege på gaden. En svensk undersøgelse (Eva Lis Bjurman) fra slutningen af 1970-erne viste et mønster, hvor børn fra lavindkomst-familier legede sammen i store flokke udendørs, mens børnene fra villakvartererne legede i haverne og indendørs.
I Erik Kaas barndom var det ikke unormalt, at en dreng, der var konfirmeret om søndagen og derved voksen, stak hovedet ned i gården et par dage efter for at lege. Det ville man ikke se i dag.
Da legeforskere i USA skulle finde sanglege, måtte de ud i fattigkvartererne, “for der var mange børn, og det skal selvfølgelig ikke romantiseres, men de tilbringer længere tid på gaden og der er ikke så mange måder at underholde sig på. De må finde på det selv.”
Legens prestige
Generelt har legen mistet prestige. “Drengene i 3-4 klase, der leger med biler, går afsides og siger, det er fordi de samler på biler. At lege er lidt foragteligt. Pigerne, der var glade for at lave klappesange holdt op og svarede: “at så står de der fra 6 klasse, og siger: Nåh, leger I sådan en børneleg endnu.” Så holder de jo op. Der er sket en ændring. Det er det “teenageri”, der er kommet fra Amerika. Den erotisering af legen, som man taler om, har sådan set været der altid, men det med at man skal have en kæreste fra man er 12 år, det er kommet fra USA, hvor det er prestigebetonet for mange mødre”.
Som eksempel på, hvordan voksne kan øge legens prestige, nævner Erik Kaas australske lærere, der viste videoer af de gamle lege og spil. Her viste voksne, der huskede og var gode til lege og spil, fx terra, snore- og boldlege, hvordan de skulle udføres og leges. “ Dermed tjener man to formål. Man viser børnene en bestemt legekultur, som de selv kan lege, og så bevarer man noget. Børn tror tit, at det var bedre i gamle dage, der havde man alt det der: der var så mange lege. Jeg mener ikke, at man altid skal bevare gamle lege, men det er jo ikke sådan at alt gammelt er dårligt og alt nyt er godt. Man skal ikke sætte ind med en stor redningsaktion. Det skal komme lidt ad gangen.”
Erik Kaas ved godt, at tv- og computer optager børn i dag, men gør opmærksom på, at legens sanselighed, at røre ved hinanden er både naturligt og nødvendig. “Når en dreng 9. klasse jagter en pige, der har taget hans halstørklæde, er det jo ikke mobning, men både en flirt og en leg, hvor mulighederne for at røre hinanden og “legeslås” er vigtige.”
Fortællingen
Undervejs i interviewet bliver en egenskab tydelig. Erik Kaas er glad for en god historie, og det må være noget børn har kunnet mærke. Han må lige fortælle den og den vits, og lider ikke af frygt for at tage tabuemner i sin mund. Det er nødvendigt at have gode ører, når børn fortæller og ikke lide af skræk for folkelige udtryk og historier. Måske er det egne barndomserfaringer fra Nørrebro, der har gjort ham rummelig, også for det, som nogle voksne vil kalde børns frisprog.
Han fortæller, hvordan han i 1995 besøgte en skole i Gjellerup, for at indsamle historier. Et område, der var udvalgt bl.a fordi Tang Kristensen havde været der i 1870-erne. I løbet af 3 dage, fik Erik Kaas Nielsen indsamlet 200 vittigheder og historier ved at være sammen med hver klasse i 2 timer.“ Når man er på samme skole, så hører man forskellige eksempler og varianter af den samme historie, og sommetider opdager man, at de også har deres historier fra bøger”.
Nogle af historierne har deres rødder langt tilbage, mens andre er af nyere dato. F.eks. har nogle ”perkervitser” deres sidestykker i vitser om jyden, sjællænderen og fynboen, ligesom man i England fortæller om skotter, irere og walisere.
“Det er jo et tabuområde og nede i gården fortæller de dem jo. Når man fortæller historier om tyrkere og perkere, kunne det være, fordi de er ved at blive integreret. Nu glider de ind i de gamle historier, ligesom når jydsktalende børn blev afrettet, når de kom til København. Men jeg er usikker på genren, for der også eksempler på historier, der ikke er så rare.”
I Sverige fortæller de vitser om nordmænd. Nordmændene reagerer på svenskeres vitser om nordmænd, og Erik Kaas nævner, hvordan han uforvarende fik en nordmand og en svensker til at skændes om, hvem der begyndte “den norsk-svenske vittighedskrig”.
Traditionen er gammel, bl.a. for fækale og seksuelle vitser. De samme vitser er blevet fortalt om henholdsvis Bellman og Peder Vessel, og mange af disse fortælles i dag om Lille-Lise ell4er Per. Sjovt nok skifter de to køns repertoire med alderen, siger Erik Kaas og nævner svenskeren Björn Roos´ undersøgelse. Her var det primært pigerne, der fortalte de seksuelle vitser, når man undersøgte det i 6 klasse. Men i 9. klasse var det så drengene, der havde flest af de seksuelle vitser på deres repertoire.
“Når jeg spørger om deres historier, så spørger jeg jo ikke om kan de kan nogle frække, eller hvad der er den frækkeste de kender. Børn er jo så spontane, så hvis de kan en god historie, så kommer den jo. De forsøger sig jo frem - kan han tage det? De kan mærke på en, at man er interesseret. Og hvis man vil have detaljer, så fortæller de og er stolte af det”.
Kultur, kultur og kultur
“Den professionelle børnekultur for børn, som har mange voksnes interesse og også en vis politisk bevågenhed, er udmærket. Det er da godt, at børn også møder professionelle skuespillere, der kan fortælle en historie, og hører musikere indføre børn i musikkens verden. De kan selvfølgelig noget. Børn kan opleve kunst og kultur på en måde, der gør indtryk. Jeg vil hævde, at en god fortælling i en undervisningstime, kan være lige så inspirerende. Mange af min barndoms lærere var gode til at fortælle, og ofte legede vi det bagefter”.
Udvalgte bøger af Erik Kaas Nielsen:
“Det lille folk”(1965)
“Gæt en gåde, 404 gåder og sjove spørgsmål”(1967)
“Rim og remser for store og små”(1974)
“Jeg vil synge en sang. Børns viser og sange før og nu”(1986)
“Manden fra galgen - og andre af børns gysere”(1991)
“Den der er forkølet skal i fængsel” (2000), der indeholder fortegnelse over samtlige EKN´s bøger, artikler, rapporter og anmeldelser.
Se oversigt Erik Kaas Nielsen på bibliotek.dk
tirsdag den 1. april 2008
Aprilsnar
Dagen i dag er imødeset med en særlig forventning af større børn og mange voksne.
For børn drejer det sig om, hvorvidt det vil lykkes dem at narre forældre, søskende, lærere og pædagoger april.
Til hverdag gælder en (temmelig praktisk!) konvention, at vi taler sandhed. Men i dag fungerer datoen 1. april også som metakommunikation: Kravet om at tale sandt er eller kan være ophævet. Så alt hvad du hører idag, bør du møde med en vis skepsis. Og da kravet om at tale sandhed er noget, som børn ofte møder og konfronteres med i opdragelse (man må ikke lyve eller digte historier), er det en særlig fryd, hvis det lykkes at narre en anden, helst en voksen
For mange voksne er det dagens aviser og medier, der er interessante: Hvad har de mon fundet på i år? Af tidligere eksempler kan jeg huske: At Netto-kæden ville åbne en butik i Rundetårn, at en jysk kommune måtte ansætte soldater til børnepasning på grund af pædagogmangel.
Berlingske Tidende har i dagens netavis en oversigt over nogle af mediernes aprilsnar-historier og her er nogle af eksemplerne:
Morten Olsen forlader posten som landstræner, der overtages af Henrik ”Store” Larsen fra EM-guldholdet, Heidi røg ud af X-factor på grund af en sms-fejl, Thomas Blackman skal være åndelig vejleder og spirituel guide for partiet Ny Alliance. Og inden dagen er omme, er vi blevet endnu flere aprilsspøg’er rigere.
Når jeg peger på aprilspøgen her i bloggen, er det selvfølgelig, fordi den er eksempel på en levende legekultur/folkekultur, der i dette tilfælde vender op og ned på nogle af hverdagens konventioner.
Har du lavet en særlig vellykket aprilspøg, er du blevet offer for en, eller har du bare hørt om en god aprilspøg? Fortæl din historie, læg en kommentar og giv dit eksempel, enten selvoplevet eller et eksempel fra medierne!
For børn drejer det sig om, hvorvidt det vil lykkes dem at narre forældre, søskende, lærere og pædagoger april.
Til hverdag gælder en (temmelig praktisk!) konvention, at vi taler sandhed. Men i dag fungerer datoen 1. april også som metakommunikation: Kravet om at tale sandt er eller kan være ophævet. Så alt hvad du hører idag, bør du møde med en vis skepsis. Og da kravet om at tale sandhed er noget, som børn ofte møder og konfronteres med i opdragelse (man må ikke lyve eller digte historier), er det en særlig fryd, hvis det lykkes at narre en anden, helst en voksen
For mange voksne er det dagens aviser og medier, der er interessante: Hvad har de mon fundet på i år? Af tidligere eksempler kan jeg huske: At Netto-kæden ville åbne en butik i Rundetårn, at en jysk kommune måtte ansætte soldater til børnepasning på grund af pædagogmangel.
Berlingske Tidende har i dagens netavis en oversigt over nogle af mediernes aprilsnar-historier og her er nogle af eksemplerne:
Morten Olsen forlader posten som landstræner, der overtages af Henrik ”Store” Larsen fra EM-guldholdet, Heidi røg ud af X-factor på grund af en sms-fejl, Thomas Blackman skal være åndelig vejleder og spirituel guide for partiet Ny Alliance. Og inden dagen er omme, er vi blevet endnu flere aprilsspøg’er rigere.
Når jeg peger på aprilspøgen her i bloggen, er det selvfølgelig, fordi den er eksempel på en levende legekultur/folkekultur, der i dette tilfælde vender op og ned på nogle af hverdagens konventioner.
Har du lavet en særlig vellykket aprilspøg, er du blevet offer for en, eller har du bare hørt om en god aprilspøg? Fortæl din historie, læg en kommentar og giv dit eksempel, enten selvoplevet eller et eksempel fra medierne!
Abonner på:
Opslag (Atom)
