Pædagogen og børns mundtlige legekultur

I studerendes indlæg her på bloggen er det tydeligt, at børn i mange tilfælde har lyst til at fortælle, demonstrere fortællelyst og kompetencer og dele ud af deres mundtlige legekultur.

Straks får man (nogle voksne) jo tanken! Denne energi hos børnene "må vi kunne udnytte pædagogisk"!

Selv bliver jeg mere og mere i tvivl om det er en god ide, og istedet for at give løsninger og handlingsforslag, vil jeg formulere en række spørgsmål, som I sikkert har nogle bud på. (Og i det følgende tænker jeg mest på de 6-12 årige, selvom det jo også er relevant for andre aldergrupper).

- Skal pædagogen gøre noget særligt, fx skabe en fortællescene, for at give børn mulighed for at fortælle - eller skal det "komme naturligt" ? (Udtrykket "komme naturligt" er lidt dumt i forbindelse med samvær i institutioner, hvor så meget er direkte (og indirekte)organiseret og resultat af voksnes valg og prioriteringer)
- Hvordan vil i overbevise socialministeren og den vedholdende journalist, der gerne vil høre nogle faglige argumenter for at støtte og opmuntre til børns vits-fortælling?
- Er børns mundtlige legekultur ikke bare deres egen - og skal de ikke bare have lov til at have den i fred?
- Spiller det nogen som helst rolle, om og hvordan pædagogen er et forbillede, når det drejer sig om at fortælle vitser og lave anden sproglig spas? (Vibekes indlæg i Den gode fortæller fortæller om en lærer, der "gør en forskel")
- Er det vigtigere at børn udvikler de sproglige og mundtlige kompetencer, end at de udvikler kompetencer i mediebrug og skaben med medier?
- Er der et eneste sted i Serviceloven, hvor man kan hente begrundelser for at arbejde med dette område?

Debatten er åben!