Under kunstnernavnet sorryassdk har Dan og Marc skabt flere morsomme videoer, der ligger på Youtube. Åndssvage vittigheder - du ville ønske du aldrig havde hørt, er en af dem.
Her spiller de blandt andet på sproglige tvetydigheder i en række mindre scener, der både peger tilbage på vittigheder og mundtlig fortælling og samtidig her bliver afleveret med en vis (ironisk?) distance og yderst gennemført.
Læs også kommentarerne! Ligesom vi ofte kommenterer og vurderer andres vitser, når de er fortalt i ansigt-til-ansigt situationer, så optræder det samme fænomen også i det virtuelle rum.
mandag den 17. marts 2008
BUKS - en reklame
Tidskriftet BUKS fortjener omtale og udbredelse!
Det er enestående - for det er det eneste på området! "Det overordnede formål er, at demonstrere børns og unges kulturudøvelse, som den kommer til udtryk i samspil med forskellige medier, institutioner mm."
To eksempler på børns mundtlige legekultur findes i artiklerne:
Erik Kaas Nielsen: Børn og traditioner - om børns fortællinger
Helle Johnsen: Hvad de dog fortæller, de børn! - Om gru, gys, masser af fnis og også lidt om de voksne, der ikke lo så meget
Begge hentet på BUKS, pdf-filer til download.
BUKS "rummer analyser, teorier og debat over børne- og ungdomskulturens forskellige ytringsformer, typer og medier: Den klassiske børnekultur i kulturhistorisk perspektiv, fx litteratur, børn, unge, legetøj m.v.De nyere børne- og ungdomsmedier, som tegneserier, tv, video, computerspil m.v. Børns og unges kulturelle udtryksformer og udfoldelser, spændende fra legekultur over forskellige typer af mediebrug til deres iscenesættelse af dagligliv.Kulturelle projekter med børn og unge, herunder børne- og ungdomskultur i institutioner og pædagogik."
God fornøjelse!
Det er enestående - for det er det eneste på området! "Det overordnede formål er, at demonstrere børns og unges kulturudøvelse, som den kommer til udtryk i samspil med forskellige medier, institutioner mm."
To eksempler på børns mundtlige legekultur findes i artiklerne:
Erik Kaas Nielsen: Børn og traditioner - om børns fortællinger
Helle Johnsen: Hvad de dog fortæller, de børn! - Om gru, gys, masser af fnis og også lidt om de voksne, der ikke lo så meget
Begge hentet på BUKS, pdf-filer til download.
BUKS "rummer analyser, teorier og debat over børne- og ungdomskulturens forskellige ytringsformer, typer og medier: Den klassiske børnekultur i kulturhistorisk perspektiv, fx litteratur, børn, unge, legetøj m.v.De nyere børne- og ungdomsmedier, som tegneserier, tv, video, computerspil m.v. Børns og unges kulturelle udtryksformer og udfoldelser, spændende fra legekultur over forskellige typer af mediebrug til deres iscenesættelse af dagligliv.Kulturelle projekter med børn og unge, herunder børne- og ungdomskultur i institutioner og pædagogik."
God fornøjelse!
Den gode fortæller (II)
Kan du ikke skrive noget om den gode fortæller?, foreslog Lis Faurholt, da vi planlagde pr. mail.
At være en god fortæller kræver mindst: 1) et repertoire og 2) at være god til at fortælle i situationen. Og det sidste indfanges kun med besvær med ord: Hvad skaber en god stemning? Hvorfor kan visse fortællere fascinere tilhørerne? Og andre forvandler selv den bedste vits til noget slapt og kedeligt?
Mindst to forhold spiller ind:
At fortælleren har et udtryksbehov – at en historie er vigtig at få fortalt og/eller at fortælleren bare må anbringe sig selv i fortællerrollen.
At fortælleren tør sætte sig selv på spil (og risikere en fiasko) for øjnene af andre.
Men det er jo samtidig karakteristisk ved kommunikation og mundtlig fortælling, at tilhørerne også er medskabere af situationen! Alle er deltagere og bidrager.
Et andet aspekt af fortællingen drejer sig om, ”hvem fortæller hvad til hvem i hvilke situationer”. Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I bør være kritiske overfor! Og passer de (stadigvæk), når man holder det op mod jeres eget feltarbejde og erfaringer i øvrigt?
Den svenske etnolog Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår”.
Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien (eller dele af den er samlet). Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller. I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.
Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire, ofte med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, men uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.
I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.
Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.
De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.
I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.
Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel. Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk. Men har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved Roos undersøgelse?
At være en god fortæller kræver mindst: 1) et repertoire og 2) at være god til at fortælle i situationen. Og det sidste indfanges kun med besvær med ord: Hvad skaber en god stemning? Hvorfor kan visse fortællere fascinere tilhørerne? Og andre forvandler selv den bedste vits til noget slapt og kedeligt?
Mindst to forhold spiller ind:
At fortælleren har et udtryksbehov – at en historie er vigtig at få fortalt og/eller at fortælleren bare må anbringe sig selv i fortællerrollen.
At fortælleren tør sætte sig selv på spil (og risikere en fiasko) for øjnene af andre.
Men det er jo samtidig karakteristisk ved kommunikation og mundtlig fortælling, at tilhørerne også er medskabere af situationen! Alle er deltagere og bidrager.
Et andet aspekt af fortællingen drejer sig om, ”hvem fortæller hvad til hvem i hvilke situationer”. Her er nogle hovedpointer fra en ældre undersøgelse, som I bør være kritiske overfor! Og passer de (stadigvæk), når man holder det op mod jeres eget feltarbejde og erfaringer i øvrigt?
Den svenske etnolog Björn Roos undersøgte i 1980-erne svenske børns vitsfortælling, herunder ”hvem fortæller hvilke vitser til hvem, hvor og hvornår”.
Vitsfortælling i hjemmet sker oftest under måltider og tv-sening, hvor familien (eller dele af den er samlet). Oftest er det informanterne (børnene) selv eller faderen, der fortæller vitser i hjemmet, og lidt sjældnere en søskende. Moderens rolle i vits-fortællingen er størst for de mindste børn. Men der findes en del hjem, hvor moderen er den flittigste fortæller. I familien sker altså udveksling på tværs af voksen-børn relationer.
Indenfor familiens rammer har børn et dobbelt-repertoire, ofte med en høj grad af selvcensur i vitsernes indhold i forhold forældre, men uden væsentlig censur i forhold til søskende. De frække hører man fra sine søskende.
I skolen foregår vitsfortælling oftest i frikvarterer (og spisepause). Samlet set sker 78 % af fortællingen i disse pauser. De mindste børn bruger ikke så ofte frikvarteret til vitsfortælling, da de her fx spiller bold og andre fysisk prægede aktiviteter.
De ældste fortæller i frikvarteret, hvor de bevæger sig frit rundt på skolens arealer og ofte fortæller vitser på gangene. De største fortæller også vitser til hinanden, mens der undervises – som en uofficiel aktivitet.
Repertoiret (antallet af vitser) er det samme hos drenge og piger. Men drengene er flittigere fortællere, og de ca. 2-3 stærke fortællere, der som regel findes i hver klasse, er oftest drenge. Pigerne er passive bærere at repertoiret, kender vitserne, men fortæller dem ikke så ofte videre.
De stærke fortællere fortæller mest til hinanden. De bringer sig oftere i situationer, hvor udvekslingen sker. Måske fordi vitsfortællingen får karakter af byttehandel. Vitserne bevæger sig ikke som en stafet i en udbrudt kæde fra barn til barn, men stopper, når de når inaktive, svage fortællere. Vitskulturen ser ud at blive holdt i live en mindre gruppe, som bruger traditionen meget aktivt. I en karakteristik af de stærke fortællere, nævner Roos, at de ofte er personer, der er udadvendte og populære hos kammeraterne.
I skolen fortælles også på tværs af elev-lærer relationen. Graden af selv-censur, når der fortælles til lærere er høj, så her har vitsfortællingen lighed med hvad der sker i familien. Det refereres dog i nogle eksempler også, hvordan at børn fortæller og lytter til vitser sammen med pedellen, som altså repræsenterer en anden grad af voksenhed end lærerne.
Dette er nogle af de sociologiske perspektiver, som muligvis er forandret, fordi undersøgelsen er gammel. Jeg kender ikke nogen nyere undersøgelse, men min vurdering er, at mange af tendenserne stadig holder i store træk. Men har I fået et indblik, der sætter spørgsmålstegn ved Roos undersøgelse?
lørdag den 15. marts 2008
Familien - også en arena for legekultur?
I børns legekultur spiller andre børn hovedrollen. I samvær og indbyrdes kommunikation lærer børn nye genrer og udtryksformer, ligesom de forandrer og udvikler dem. Men derudover spiller familien - herunder andre søskende, også en rolle, særligt i de tidligste år.
Her er et link til en familievideo på Youtube, der på enestående måde viser, hvordan børn lærer at være fortæller - selv i en tidlig alder - i familien.Det er typisk, at vitsfortælling og andre former for fortælling ofte sker i forbindelse med måltider (og festlige familiesammenhænge). Stemningen er afspændt, der er god tid, og alles bidrag til festlighederne modtages med glæde.
Læg mærke til hvordan drengen erobrer fortællerrollen - og alle de andre familiemedlemmer på samme tid respekterer, opmuntrer og kommenterer. Læg mærke til al den non-verbale kommunikation, der også foregår. Samtidig viser den også, at udover "selve teksten", dvs. den konkrete vittighed, så er der temmelig meget andet på spil, som man i princippet også gerne må/skal indfange, hvis man vil begribe, hvad der er på spil.
Videoen bærer tydeligt præg af at være fra USA - og når jeg ser den, tænker jeg på, om danske familier ville gøre det samme? Indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde et dansk eksempel, men måske har jeg overset det?
Her er et link til en familievideo på Youtube, der på enestående måde viser, hvordan børn lærer at være fortæller - selv i en tidlig alder - i familien.Det er typisk, at vitsfortælling og andre former for fortælling ofte sker i forbindelse med måltider (og festlige familiesammenhænge). Stemningen er afspændt, der er god tid, og alles bidrag til festlighederne modtages med glæde.
Læg mærke til hvordan drengen erobrer fortællerrollen - og alle de andre familiemedlemmer på samme tid respekterer, opmuntrer og kommenterer. Læg mærke til al den non-verbale kommunikation, der også foregår. Samtidig viser den også, at udover "selve teksten", dvs. den konkrete vittighed, så er der temmelig meget andet på spil, som man i princippet også gerne må/skal indfange, hvis man vil begribe, hvad der er på spil.
Videoen bærer tydeligt præg af at være fra USA - og når jeg ser den, tænker jeg på, om danske familier ville gøre det samme? Indtil videre er det ikke lykkedes mig at finde et dansk eksempel, men måske har jeg overset det?
På feltarbejde blandt børn og vitser (I)
Under det første feltarbejde med indsamling af børns gåder og vittigheder, var jeg spændt og nervøs. Ville de synes, jeg var en underlig fyr, der interesserede sig for deres gåder og vitser. Ville de i det hele taget fortælle mig nogen vitser? Kunne de fortælle nogle, havde de et ”repertoire”?
Selvfølgelig ville de – og de er ofte stolte og fortæller løs, når de lige har set en an eller hørt lidt om, hvorfor man er nysgerrig på deres vitser.
Ofte havde jeg båndoptager med og så sad vi rundt om et bord – fra 2 til omkring 14 børn. Selv når mange ville fortælle, ventede de som regel på, at det blev deres tur til at fortælle.
Når flere børn er sammen, sker det ofte, at vitsen som en fortæller, hjælper andre til at komme i tanke om de vitser, som de selv kan.
Andre gange er jeg gået rundt på institutionen med båndoptageren og opsøgt et eller flere børn, hvor jeg nu mødte dem. ”Har du/I lyst til at fortælle en vits?” – og når de ikke havde lyst, var det bare videre. Sommetider er de kommet i tanke om, at de alligevel havde en vits og er kommet igen for lige at få den fyret af.
I forbindelse med større indsamlingsarbejder, har jeg sommetider aftalt med børn og pædagoger, at børnene fik et lille hæfte med de vitser, jeg havde samlet på deres institution – så var det en form for gensidighed og tak for deres hjælp. Måske kan det være praktisk, at lade pædagogerne udøve censur – inden hæfterne uddeles, navnlig hvis mange af vitserne sjofle eller har et etnisk indhold, som måske kan støde, når de bliver bragt i en ”forkert” kontekst. Men hvordan I gør, må bero på jeres dømmekraft og kendskab til institutionen og dens kultur.
Husk at det er muligt at finde børn – også udenfor institutionerne. Så opsøg dem på sportsanlægget, gaden, indkøbscentret, eller hvor de nu er. Spørg også til ”kilderne” – hvor har de deres vitser fra. Fra nettet, fra Anders And blade, eller andre børn. Særligt mindre børn kan som regel meget præcist huske: Den her, har jeg hørt fra min fætter!
Selvfølgelig ville de – og de er ofte stolte og fortæller løs, når de lige har set en an eller hørt lidt om, hvorfor man er nysgerrig på deres vitser.
Ofte havde jeg båndoptager med og så sad vi rundt om et bord – fra 2 til omkring 14 børn. Selv når mange ville fortælle, ventede de som regel på, at det blev deres tur til at fortælle.
Når flere børn er sammen, sker det ofte, at vitsen som en fortæller, hjælper andre til at komme i tanke om de vitser, som de selv kan.
Andre gange er jeg gået rundt på institutionen med båndoptageren og opsøgt et eller flere børn, hvor jeg nu mødte dem. ”Har du/I lyst til at fortælle en vits?” – og når de ikke havde lyst, var det bare videre. Sommetider er de kommet i tanke om, at de alligevel havde en vits og er kommet igen for lige at få den fyret af.
I forbindelse med større indsamlingsarbejder, har jeg sommetider aftalt med børn og pædagoger, at børnene fik et lille hæfte med de vitser, jeg havde samlet på deres institution – så var det en form for gensidighed og tak for deres hjælp. Måske kan det være praktisk, at lade pædagogerne udøve censur – inden hæfterne uddeles, navnlig hvis mange af vitserne sjofle eller har et etnisk indhold, som måske kan støde, når de bliver bragt i en ”forkert” kontekst. Men hvordan I gør, må bero på jeres dømmekraft og kendskab til institutionen og dens kultur.
Husk at det er muligt at finde børn – også udenfor institutionerne. Så opsøg dem på sportsanlægget, gaden, indkøbscentret, eller hvor de nu er. Spørg også til ”kilderne” – hvor har de deres vitser fra. Fra nettet, fra Anders And blade, eller andre børn. Særligt mindre børn kan som regel meget præcist huske: Den her, har jeg hørt fra min fætter!
onsdag den 12. marts 2008
Et debatindlæg om mundtlig legekultur
Kan du ikke skrive en kommentar til vores blad, spurgte redaktøren af Frie Skoler (fagligt magasin for medlemmer af Frie Skolers Lærerforening). Det er til vores debatrubrik Indspark, og det må godt være provokerende!
Naturligvis kan vitser og andre sproglige udtryksformer provokere, specielt vitser om køn, sex og etniske forskelle. Derimod er det vist sjældent, at børn idag fortæller religiøse vitser, eller hvad?
Her er indlægget i Indspark fra nr. 13. 2007, og så kan du selv vurdere, om det er provokerende!
Naturligvis kan vitser og andre sproglige udtryksformer provokere, specielt vitser om køn, sex og etniske forskelle. Derimod er det vist sjældent, at børn idag fortæller religiøse vitser, eller hvad?
Her er indlægget i Indspark fra nr. 13. 2007, og så kan du selv vurdere, om det er provokerende!
tirsdag den 9. oktober 2007
Pædagogen og børns mundtlige legekultur
I studerendes indlæg her på bloggen er det tydeligt, at børn i mange tilfælde har lyst til at fortælle, demonstrere fortællelyst og kompetencer og dele ud af deres mundtlige legekultur.
Straks får man (nogle voksne) jo tanken! Denne energi hos børnene "må vi kunne udnytte pædagogisk"!
Selv bliver jeg mere og mere i tvivl om det er en god ide, og istedet for at give løsninger og handlingsforslag, vil jeg formulere en række spørgsmål, som I sikkert har nogle bud på. (Og i det følgende tænker jeg mest på de 6-12 årige, selvom det jo også er relevant for andre aldergrupper).
- Skal pædagogen gøre noget særligt, fx skabe en fortællescene, for at give børn mulighed for at fortælle - eller skal det "komme naturligt" ? (Udtrykket "komme naturligt" er lidt dumt i forbindelse med samvær i institutioner, hvor så meget er direkte (og indirekte)organiseret og resultat af voksnes valg og prioriteringer)
- Hvordan vil i overbevise socialministeren og den vedholdende journalist, der gerne vil høre nogle faglige argumenter for at støtte og opmuntre til børns vits-fortælling?
- Er børns mundtlige legekultur ikke bare deres egen - og skal de ikke bare have lov til at have den i fred?
- Spiller det nogen som helst rolle, om og hvordan pædagogen er et forbillede, når det drejer sig om at fortælle vitser og lave anden sproglig spas? (Vibekes indlæg i Den gode fortæller fortæller om en lærer, der "gør en forskel")
- Er det vigtigere at børn udvikler de sproglige og mundtlige kompetencer, end at de udvikler kompetencer i mediebrug og skaben med medier?
- Er der et eneste sted i Serviceloven, hvor man kan hente begrundelser for at arbejde med dette område?
Debatten er åben!
Straks får man (nogle voksne) jo tanken! Denne energi hos børnene "må vi kunne udnytte pædagogisk"!
Selv bliver jeg mere og mere i tvivl om det er en god ide, og istedet for at give løsninger og handlingsforslag, vil jeg formulere en række spørgsmål, som I sikkert har nogle bud på. (Og i det følgende tænker jeg mest på de 6-12 årige, selvom det jo også er relevant for andre aldergrupper).
- Skal pædagogen gøre noget særligt, fx skabe en fortællescene, for at give børn mulighed for at fortælle - eller skal det "komme naturligt" ? (Udtrykket "komme naturligt" er lidt dumt i forbindelse med samvær i institutioner, hvor så meget er direkte (og indirekte)organiseret og resultat af voksnes valg og prioriteringer)
- Hvordan vil i overbevise socialministeren og den vedholdende journalist, der gerne vil høre nogle faglige argumenter for at støtte og opmuntre til børns vits-fortælling?
- Er børns mundtlige legekultur ikke bare deres egen - og skal de ikke bare have lov til at have den i fred?
- Spiller det nogen som helst rolle, om og hvordan pædagogen er et forbillede, når det drejer sig om at fortælle vitser og lave anden sproglig spas? (Vibekes indlæg i Den gode fortæller fortæller om en lærer, der "gør en forskel")
- Er det vigtigere at børn udvikler de sproglige og mundtlige kompetencer, end at de udvikler kompetencer i mediebrug og skaben med medier?
- Er der et eneste sted i Serviceloven, hvor man kan hente begrundelser for at arbejde med dette område?
Debatten er åben!
Abonner på:
Opslag (Atom)
